Sognepræst er betegnelsen for en ansat præst i folkekirken, der betjener et eller flere sogne eller bestrider en eller flere funktioner.

Se præst for en mere generel artikel.

Titlen sognepræst er en beskyttet titel modsat titlen præst.

Sognepræsten i dag

Titlen sognepræst er i dag forbeholdt præster ansat i folkekirken. Titlen sognepræst betegner en ansat præst i folkekirken, som er tilknyttet et sogn. Er sognepræsten tilknyttet et eller flere sogne kaldes det et pastorat. Der kan være flere præster tilknyttet et sogn eller et pastorat, men kun én af sognepræsterne betegnes som kirkebogsførende, der er den præst, som har ansvaret for kirkebogens førelse og dermed tilsynet med sognets kirkelige liv.

Sognepræster i dagens Danmark er fortrinsvis fortsat ansat som tjenestemænd. Nogle præster bliver dog i dag ansat som overenskomstansatte, hvis de f.eks varetager rollen som hjælpepræst, eller hvis de er tilknyttet som funktionspræst. Dog er denne skelnen ikke generel.

Uddannelse

For at blive præst i folkekirken skal man have gennemført en teologisk kandidatuddannelse og have gennemført et forløb på Pastoralseminariet. Der er dog undtagelser hertil, hvor man via forskellige ordninger kan blive ansat som præst. Alle skal dog gennemføre et obligatorisk forløb på Pastoralseminariet i enten København eller Århus. Pastoralseminariet drives af Folkekirkens uddannelses- og videnscenter (FKUV).

Oversigt over mulige veje til præstegerningen

Kaldelse

For at få et embede skal man kaldes af en menighed. Denne grundlutherske tanke handler om, at alle sådan set gennem dåben er præster, men nogle skal vælges til at lede gudstjenesten og sakramenternes forvaltning. Når et præsteembede er ledigt, kan alle, der lever op til kravene for at blive præst i folkekirken, søge embedet. Det lokale menighedsråd indstiller så en kandidat med bistand fra den stedlige provst og biskop. Indstillingen foregår til Kirkeministeren.

Bispeeksamen og præsteløfte

Forinden ansættelsen kan gennemføres, skal man have en samtale hos en biskop, hvor til man skal gennemføre en bispeeksamen. Bispeeksamen består typisk af udarbejdelse af en prædiken, kommenteret salmevalg, overvejelser over præsten rolle i samfundet eller andre områder, der har relevans for arbejdet i folkekirken som præst. Det er op til den stedlige biskop at udforme bispeeksamen. I forbindelse med bispeeksamen underskrives præsteløftet. Præsteløftet blev fastsat ved kgl. Resolution af 27. august 1870. Dette har dog ingen selvstændig retlig betydning jf. Preben Espersens kirkeret i grundtræk.

Ordination

Efter endt og bestået bispeeksamen skal man ordineres. Ordinationen er et ritual fastsat i ritualbogen, hvor den kommende præst gennem en gudstjeneste præstevies. Denne del foretages typisk af en biskop i en af landets domkirker – oftest i den domkirke i det stift, hvor ordinanten har fået embede som præst. Dog er ordinationen ikke bundet til at skulle foregå i domkirken.

Indsættelse

Sognepræsten kan derpå indsættes i sit embede ved en indsættelsesgudstjeneste, hvor den stedlige provst vil oplæse ansættelsesbrevet og biskoppens kollats, som en bekræftelsen på, at den ansatte sognepræst og må og kan virke som sognepræst.

Undtagelser

Der findes en række undtagelser vedrørende ansættelsesprocessen, f.eks hvis der er tale om ansættelse af midlertidige vikarer.

Sognepræstens opgaver

Som sognepræst skal man sørge for følgende opgaver:

  1. Afholdelse af ordinære gudstjenester på folkekirkens helligdage, dvs almindelige søndage, samt 1. og 2. juledag, 1. og 2. påskedag, 1. og 2. pinsedag, skærtorsdag, langfredag, kristi himmelfartsdag, juleaften og nytårsdag. Efter afskaffelsen af store bededag er dette ikke længere en gudstjenestepligtig dag.
  2. Herudover kan præsten afholde ekstraordinære gudstjenester så som, men ikke begrænset til følgende: fyraftensgudstjeneste, spaghettigudstjeneste, familiegudstjeneste, fastelavnsgudstjeneste og meditationsgudstjeneste.
  3. Varetage de kirkelige opgaver som dåb, konfirmation, vielse og velsignelse samt begravelse og bisættelse.
  4. Udøve sjælesorg.
  5. Varetage den kirkelige undervisning så som minikonfirmander, konfirmander og bibellæsekredse. Dog er det nogle steder menighedsrådets opgave at forestå varetagelsen af minikonfirmander.
  6. Være ligeværdigt medlem af menighedsrådet. Sognepræsten er født medlem, men kan f.eks ikke deltage i spørgsmål om valg af formand og næstformand (men kan vælges til opgaverne) endvidere deltage i behandling af sager vedrørende andre præster, præstegården eller evt nedrivelse af en kirke.
  7. Føre ministerialbog (kirkebog). Her indføres alle kirkelige handlinger.
  8. Varetage opgaven som lokal navnemyndighed, herunder behandle sager vedrørende navngivning, ændring af navne og deslige. Hertil varetages opgaven som navnemyndig for alle uagtet medlemskab af folkekirken.
  9. Varetage opgaven som begravelsesmyndighed. Hertil varetages opgaven som begravelsesmyndig for alle uagtet medlemskab af folkekirken.
  10. Løbende orienterer sig om den kirkelige og teologiske udvikling.

Afskedigelse af en sognepræst

Sognepræster er gennem deres ansættelse som tjenestemænd sikret mod umiddelbar afskedigelse, medmindre der forlægger særlige grunde. Dette kan være alvorlig tjenesteforseelse. Det kan være af diskretionære grunde og det kan være i forbindelse med alvorlige samarbejdsvanskeligheder mellem præst og menighedsråd. Endvidere kan man afskediges, hvis der gennem en årrække mellem præst og menighed har været en dybtgående uoverensstemmelse, som har betydet en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel på det pågældende sted.

Sognepræster kan selv søge afsked med tre måneders varsel, og vil naturligt blive afskediget når de når 70års alderen, der er den nuværende grænse for sognepræsters ansættelse i faste fuldtidsembeder. Dog kan man efter pensionering fortsætte arbejdet som vikar i folkekirken, men da som pastor emeriti.

Sognepræstens forkyndelsesfrihed

Sognepræsten har en udpræget grad af forkyndelsesfrihed – se mere under forkyndelsesfrihed.

Folkekirkens præsteembede – historisk

Begrebet folkekirke opstår først ved Grundlovens indførelse i 1849. Inden da var kirken direkte underlagt kongen og staten. Før reformationen var kirken i Danmark en del af den katolske kirke, hvor præsterne hørte under kanonisk lov og dermed paven i Rom.

Sognepræstens rolle har siden udviklet sig meget fra de første sognepræster i Danmark til de nuværende.

I middelalderen

I middelalderen, hvor udbredelsen af kirker for alvor vinder frem, og hvor landet også i betydelig grad inddeles i sogne, kommer også de første sognepræster til. Der var stor forskel på om der var tale om en sognepræst ved en af de større bykirker eller om der var tale om en sognepræst på landet.

Hvor uddannelsesniveauet generel var bedre i byerne, var mange sognepræster på landet sparsomt uddannet. Den primære uddannelse foregik ved domkapitlets skole som også kendes som katedralskole, hvor de fik en beskeden indføring i den katolske kirkes lære. Derpå fulgte en praktisk oplæring ved domkapitlets præster og sideløbende hermed foregik der en pastoralteologisk oplæring.

På nationalt plan var det afgjort bisper, domkapitlerne og abbeder ved de store klostre, der førte den kirkepolitiske dagsorden, men det var gennem sognepræsten, at den brede befolkning mødte kristendommen.

Sognepræstens daglige liv i middelalderen

For den almindelige sognepræst i middelalderen var han (der var kun mandlige præster) en uundværlig del af sognets liv. Sognepræsten var nemlig den, der stod som bolværk overfor alt det onde. Der var i middelalderen en udpræget liv- og dødsangst da djævelen lurede alle vegne. Den lokale præst skulle derfor sørge for at der blev levet et ordentlig kristeligt liv, han skulle sørge for at bønderne blev fastholdt i den rette tro, han skulle velsigne marker, enge, husdyr og alt, hvad der havde med det daglige liv at gøre, foruden at tage sig af kirkens øvrige opgaver og ritualer så som gudstjenester, nadver, dåb, vielse og begravelse og bodssakramentet eller skriftemålet, som det også kendes som.

Sognepræsten selv levede af den tiende, der blev opkrævet i sogne og af gaver, der blev givet på særlige helligdage og ved vielser og begravelser, samt af den gård, som han selv havde. Sognepræsten var derfor på mange områder ligestillet med de lokale bønder, men dog med undtagelser. Præstegården var fritaget for skatter og afgifter, og sognepræsten var fritaget for at gøre krigstjenesten. Til gengæld skulle præsten leve et liv i cølibat og dermed måtte han ikke gifte sig. Dog er der masser af eksempler på, at det i Danmark og norden som helhed, kneb for sognepræsterne på landet at leve op til de standarter.

I kirken blev der afholdt messer og i den forbindelse også prædikener. Det er dog en udbredt misforståelse at alt foregik på latin. Sognepræsten har næppe selv kunnet tale og forstå latin, hvorfor prædiken foregik på dansk.

Sognepræsten efter reformationen

Reformationen var også for den almindelige sognepræst en meget stor omvæltning. For mange sognepræster var reformationstiden en tid med oprør, skiftende normer og megen uro. Samtidig svækkedes den lokale kirkemagt i stifterne og i klostrene og i sognene.

Mange katolske sognepræster, som var dårligt uddannet, valgte at blive og fortsætte deres nye lutherske gerning. Mange blev omskolet og fik med den lutherske kirke i Danmark fokus på nye områder – dåb, nadver og prædiken. Samtidig blev kravet om cølibat ophævet og præsten blev tilskyndet at lade sig gifte. Dette medførte ikke mindst økonomiske udfordringer for præsten, da kirkens gods var reduceres, og de gamle ordninger med tiende og gaver, samt en præstegård med jord og dyrehold, kunne lige understøtte en enlig ugift præst, men med de store præstefamilier blev det efterhånden svært, og flere sogne blev omstruktureret.

Sognepræsten blev nu den lutherske statskirkes forlængede arm ud i landsbyen.

Med indførelsen af visitats blev der nu også holdt øje med de lokale sognepræster. De var en af superintendentens (biskoppens) vigtigste opgaver at føre tilsyn med de lokale præster, at de prædikede og levede efter de lutherske forskrifter. Til sognepræsternes hjælp kom der i perioden efter reformationens indførelse en rækker bøger til hjælp.

Sognepræsten under statskirke og enevælde

I slutningen af det 16. årh. blev kirken og den lutherske tro i Danmark ensrettet, og man så, hvordan den lutherske statskirke bevægede sig over mod den lutherske ortodoksi, der trivedes under udviklingen af enevælden. Særligt under Christian 4. blev ensartning og strømlining en del af arbejdet med udviklingen af den enevældige stat. Således blev også kirken ensrettet og strømlinet inden for uddannelse, teologi og ceremonier.

For den almene sognepræst betød dette særligt at uddannelsesniveauet blev løftet betragteligt. Fra 1629 blev det indført en teologisk embedseksamen som betingelse for at opnå et præstekald. Samtidig blev der mellem 1615 og 1643 indført en række forordninger som skulle øge præsternes faglige viden og styrke deres ansvarsbevidsthed og ikke mindst forbedre deres livsførelse.

Pietismens betydning for sognepræsten

Op i 1700 tallet fik pietismen, en kirkelig og teologisk retning med rødder i Tyskland, sin udbredelse i Danmark. Dette gav for nogle sognepræster udfordringer, da der lokalt opstod pietistiske vækkelser. Dog blev det for Christian 6. en opgave at indføre den hallensiske pietisme, som den statskirkelige retning, der skulle herske i Danmark. Udbredelsen af den hallensiske pietisme var dog ikke noget man i statens og kongens øjne kunne uddelegere til lægprædikanter, så udbredelsen af pietismen skulle foregå gennem statskirken og dermed sognepræsten. Helligdagsforordningen blev indført i 1735, som gennem strenge straffe skulle se til at den tvungne kirkegang blev opretholdt. Endvidere medførte pietismens indtog en stor interesse for opdragelse og undervisning, hvilket i januar 1736 betød at konfirmationen blev indført som almindelig pligt for alle børn – en opgave den lokale sognepræst skulle forestå.

Endvidere blev det generelle tilsyn med skolen overlagt til den lokale gejstlighed. Sognepræsten skulle dermed sikre, at alle blev undervist i den rette lære.

Samtidig skulle de lokale sognepræster også kontrolleres og i 1737 indførtes ’Generalkirkeinspektionskollegiet”, der som opgave havde følgende:

Det skulle overvåge, at Guds Ord lærtes tydeligt efter Luthers lære, hindre stridigheder i at opstå, sørge for udøvelse af ordentlig kirketugt, øve bogcensur og gennem årlig indberetninger fra præster og bisper skulle de følge hver enkel præsts arbejde og privatliv” Citat Danmarks kirkehistorie, Schwarz Lausten, s. 185.

Generalkirkeinspektionskollegiet blev ved udgangen af 1700 tallet ophævet.

Sognepræsten under rationalismen

Efter pietismens tag i Danmark og i kirken, bredte der sig i oplysningstiden nye tanker fra Europa. Herunder en rationalisme, som også kom til at betyde noget for sognepræsternes forkyndelse, som i stigende grad vente sig mod dels en blidere kristendomsforståelse og en mere rationalistisk prædiken og trosstil.

Sognepræsten i tiden før Grundlovens indførelse

Efter rationalismen og oplysningstidens bibelsyn og trosforståelse bredte der sig i statskirken en forståelse af, at Bibelen og dermed skriften skulle betyde mere.

For mange sognepræster blev tiden før Grundlovens indførelse og folkekirkens oprettelse en tid med nybrud og nytænkning. Samtidig med at der i den almene befolkning var en øget grad af uddannelse og politisk fritænkning, bredte samme tendenser sig i de kirkelige kredse, hvor flere og flere lokale selv begyndte at udlægge skrifterne og dermed kom i opposition til den lokale sognepræst.

For mange sognepræsters vedkommende skete der ligeledes en udvikling, hvor man vendte sig fra den rationalistiske tilgang og i stedet mod en mere skrifttro tilgang. Samtidig blev de danske sognepræster i højere grad præget af udviklingen på universitetet, og af de mange vækkelser der kom inden for kirken.

Sognepræsten efter Grundlovens indførelse

Med Grundlovens indførelse i 1849 blev alle landet sognepræster nu medlemmer af den ny oprettede folkekirke og dermed ikke længere statskirken.

Dog var arbejdsvilkår og ansættelses- og uddannelsesforhold endnu de samme. Sognepræsterne boede på præstegårde, som i havde udviklet sig nogle steder til store gårde, hvor de levede af jorden ved siden af deres præstekald. Der var derfor meget stor forskel på præsters indkomst, da der var stor forskel på præstegårdens størrelse.

Samtidig bredte de kirkelige vækkelser sig inden for folkekirken og blandt præsteskabet forholdt man sig nu til, om man tilhørte indre mission eller grundtvigianerne. Siden kom også kirkeligt centrum til og omkring bladet Tidehverv samledes der sig en større gruppe af sognepræster og kirkefolk, der opponerede imod den missionske kristendoms tanker om liv og levned.

Efter tiendeafløsningslovens gennemførelse i 1913 blev sognepræsterne ansat af staten og de blev i den forbindelse ansat som tjenestemænd.

Den lokale sognepræst var dermed ikke kun præst for menigheden men også statslig embedsmand, en rolle som præsten nok havde haft igennem alle årene med føring af kirkebog, men som med ansættelsen som tjenestemand for alvor blev tydeliggjort.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig