Markedsret er den del af retssystemet, der regulerer den kommercielle afsætning af varer og tjenesteydelser. Markedsrettens hovedformål er at sikre en fri, effektiv og loyal konkurrence mellem de erhvervsdrivende, se konkurrenceret. Hovedlovene på området er Markedsføringsloven og Konkurrenceloven, men området kan i øvrigt afgrænses mere eller mindre omfattende, navnlig således at også fx dele af immaterialretten henregnes under markedsretten. Under markedsretten henhører også de dele af EU-retten, der vedrører konkurrencen, og hvor EU-Kommissionen har vidtgående beføjelser til at modvirke konkurrencebegrænsende aftaler mv., der vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemslandene, se EU (6.4. konkurrencepolitik) .