Blokade er inden for folkeretten en krigsførende stats forbud mod, at andre stater besejler en anden krigsførende stat. Blokaden kan omfatte hele kystlinjen og alle havne eller kan være delvis. Forbuddet gælder alle andre, også neutrale staters skibe, og har dels militære, dels økonomiske mål. Blokade kan udstrækkes til at omfatte beflyvning af fjendtligt territorium. Ifølge folkeretten er betingelserne for at erklære blokade, at der består krigstilstand mellem de to stater, at blokaden er officielt erklæret og meddelt omverdenen, samt at den håndhæves upartisk og effektivt. En lovlig blokade giver den blokerende stat ret til at kontrollere og opbringe skibe, som forsøger at bryde blokaden, og til i givet fald at konfiskere lasten, hvorimod der ikke består nogen adgang til at sænke et sådant skib. Derimod gælder, at et militært fly, som ikke efterkommer en ordre om at vende om, vil kunne skydes ned. Blokade kan dog også være lovlig i fredstid, dels som repressalier — der dog ikke må være uforholdsmæssige i forhold til krænkelsen — dels hvis blokaden er besluttet af FN's sikkerhedsråd i henhold til bestemmelserne om forholdsregler over for trusler mod freden.

Faktaboks

Etymologi

Ordet blokade kommer fra italiensk bloccata, afledt af bloccare 'afspærre', beslægtet med germansk blok.

Også kendt som

spærring

Arbejdsretlig blokade er ligesom strejke et kollektivt kampskridt. Blokade forekommer ofte i forbindelse med strejker og består i, at et flertal af lønmodtagere enes om ikke at tage ansættelse hos en eller flere arbejdsgivere, fx medlemmer af en arbejdsgiverorganisation. Blokade iværksættes som oftest af en lønmodtagerorganisation, der derefter forbyder sine medlemmer at lade sig ansætte. Blokader skal som regel varsles på samme måde som strejker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig