Objektiv strafbarhedsbetingelse er et moment i en kort eller lang række af omstændigheder, som ifølge en straffebestemmelse skal have været til stede, før man kan sige, at den pågældende forbrydelse er begået.

Når fx Straffelovens § 181 gør det strafbart at forvolde ildebrand på en fremmed ejendom, skal der foreligge forvoldelse, ildebrand og fremmed ejendom. Disse omstændigheder kaldes gerningsmomenterne; tilsammen kaldes de gerningsindholdet.

Når alle gerningsmomenterne er til stede, er forbrydelsen fuldbyrdet. Man kalder dem objektive strafbarhedsbetingelser, fordi man kan se, om gerningsindholdet er realiseret, selvom man ikke kender gerningsmanden. Hvis de subjektive betingelser, dvs. forsæt eller uagtsomhed samt tilregnelighed, også er til stede, kan personen drages til ansvar og straffes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig