Objektiv straffrihedsgrund, omstændighed, som kan gøre en handling retmæssig eller i hvert fald straffri, selvom de objektive strafbarhedsbetingelser er til stede. Brænder en person fx en andens havebænk eller bruger en andens båd, kan det være tingsødelæggelse eller brugstyveri; det er imidlertid fuldt lovligt, hvis ejeren har tilladt afbrændingen, se samtykke, eller hvis båden benyttes for at redde en druknende, se nødret. Foruden samtykke og nødret er de vigtigste objektive straffrihedsgrunde myndighedernes lovlige magtanvendelse og privates nødværge.