Strafbarhedsbetingelser, betingelser, der skal være opfyldt, for at en person kan straffes; først og fremmest skal der være begået et strafbart forhold, dvs. at personen skal have overtrådt en gældende lovbestemmelse, der beskriver den strafbare handling. Den udviste adfærd skal desuden være sket med et mindstemål af psykisk modenhed og normalitet og med den fornødne tilregnelse, dvs. at gerningsmanden som udgangspunkt skal have handlet med forsæt, for visse lovovertrædelser med den mindre vidtgående uagtsomhed. Endelig kræves det, at handlingen skal være retsstridig, dvs. at der ikke foreligger forhold, der gør gerningen straffri, fx nødværge. Se også Straffeloven.