EU-strafferet

EU-strafferet er den del af den dansk strafferet, hvor EU-retten stiller særlige krav til den danske strafferetlige regulering eller retsanvendelse.

Helt overordnet stiller EU-retten krav om, at der ikke i dansk ret indføres straffe, som er for vidtgående og som derfor forhindrer, at EU-retten – f.eks. reglerne om fri bevægelighed – fungerer effektivt. Der må heller ikke af domstolene idømmes straffe, der er så vidtgående, at de reelt forhindrer EU-rettens effektive virkning. For det andet stiller EU-retten krav om, at der i national strafferet findes og anvendes sanktioner, som er så effektive, at de håndhæver EU-retten og dermed sikrer EU-rettens effektivitet. Disse to krav bliver kaldt EU-rettens øvre og nedre grænse og relaterer sig både til gerningsindholdet og til straffen.

Danmark har et retsforbehold, som har betydning for nogle af de forordninger og direktiver, som bliver vedtaget i EU. Det gælder dem, der bliver vedtaget med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) tredje del, afsnit V (artikel 67-89). Danmark er ikke bundet af disse forordninger og direktiver.

Alle andre forordninger og direktiver, som bliver vedtaget i EU, er Danmark bundet af ligesom de andre EU-lande.

Forordninger er umiddelbar anvendelige og må derfor som udgangspunkt ikke implementeres i dansk ret. Fastsættelse af straf for overtrædelse af forordningernes bestemmelser overlades imidlertid typisk til medlemslandene. I sådanne tilfælde vil gerningsindholdet (den materielle del) fremgå af forordningen, mens hjemlen til at straffe overtrædelser af forordningernes bestemmelser i reglen vil fremgå af en dansk lov eller bekendtgørelse. Som eksempel kan henvises til artikel 7 og 8 i EU-forordning nr. 596/2014 om markedsmisbrug (markedsmisbrugsforordningen), der indeholder det strafbare gerningsindhold (insiderhandel), mens kapitalmarkedslovens § 248 indeholder strafferammen.

Direktiver skal derimod typisk implementeres i dansk ret for at være gældende. Dette sker i reglen ved lov eller bekendtgørelse. Den pågældende lov eller bekendtgørelse vil normalt indeholde både et gerningsindhold og en strafferamme. Som eksempel kan henvises til hvidvaskloven, der bl.a. gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Som en særlig kategori af EU-strafferetten kan nævnes EU-svig. EU-svig er en formueforbrydelse, der primært rettet sig mod EU's finansielle interesser. I straffelovens § 289 a findes en bestemmelse, som bl.a. kriminaliserer svig med EU-midler.

Inden Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009, blev der på strafferettens område i en årrække vedtaget såkaldte rammeafgørelser. Formålet ved rammeafgørelserne var at tilnærme medlemslandenes strafferet.

En rammeafgørelse var opbygget som et direktiv, idet den var bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlod det til medlemsstaterne selv at bestemme form og midler for gennemførelsen. Hvis en rammeafgørelses mål var at kriminalisere eller ændre et strafbart områdes rækkevidde, kunne en rammeafgørelse – ud over at fastsætte nærmere bestemmelser om de objektive og subjektive ansvarsbetingelser i relation til den pågældende handling eller undladelse – indeholde bestemmelser om et såkaldt mindsteniveau for en strafferammes maksimum, hvorved medlemslandene forpligtedes til at have en strafferamme for den pågældende forbrydelse med et maksimum på f.eks. mindst 8 års fængsel. Rammeafgørelserne vedrørte typisk forbrydelser inden for den klassiske strafferets område, f.eks. terrorisme og menneskehandel. Danmark er fortsat bundet af disse rammeafgørelser. Efter at Lissabontraktaten trådte i kraft, vedtages der ikke flere rammeafgørelser, og Danmark deltager på grund af retsforbeholdet ikke mere i den del af det strafferetlige samarbejde i EU.

En del af straffelovgivningens bestemmelser stammer således fra EU-retten, og kan derfor betegnes som EU-strafferet.