hærværk

Hærværk. Den lille Havfrue mistede sit hoved for anden gang den 6. januar 1998. Falck er ved at sætte et skur op for at beskytte havfruen mod yderligere overlast.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Hærværk, ødelæggelse, beskadigelse eller bortskaffelse af ting, der tilhører andre, herunder levende dyr, grundstykker, beplantning, databærende medier med indlagte data samt ting uden økonomisk værdi, men med nytteværdi, fx korrespondance eller regnskaber; bemaling med tegn, billeder e.l. på husfacader, såkaldt graffiti, er også hærværk. Hærværk er strafbart, selvom det bliver begået i kådhed, som politisk tilkendegivelse eller for at gennemføre et berettiget krav. At ødelægge egne ting er kun strafbart, når formålet er at hindre andres gennemførelse af retskrav.

I løbet af et år udsættes hver niende dansker for hærværk (1991), og der anmeldes op mod 40.000 hærværkstilfælde til politiet (2006) mod under 2000 i 1960. Undersøgelser af den faktiske kriminalitet bekræfter, at der i de seneste årtier er sket en stærk stigning. Meget hærværk begås af unge mænd i fuldskab, kådhed og/eller for at hævde sig i en gruppe. Der er mange tilfælde af hærværk, der ikke anmeldes til politiet. En såkaldt offerundersøgelse (se kriminologi) foretaget i 2000 viste således, at 7% af den voksne befolkning havde været udsat for hærværk inden for det seneste år, hvad der svarer til ca. 250.000 mennesker. Sammenlignes denne offerundersøgelse med tidligere tilsvarende undersøgelser, kan det dels ses, at befolkningens udsathed for hærværk er mindre end for 10-20 år siden, dels, at anmeldelsestilbøjeligheden er steget.

Retshistorie

Hærværk hørte oprindelig til de forbrydelser, der i den retshistoriske litteratur kaldes bandeforbrydelser, og som kendes i flere middelalderlige europæiske love fra fx England, Tyskland og de skandinaviske lande. En bandeforbrydelse blev begået af en gruppe oftest bevæbnede personer, og der var foreskrevet en højere bøde for dem end for en tilsvarende forbrydelse begået af en enkelt person. Af de danske landskabslove fremgår det, at hærværk i sin ældste form bestod i, at en skare bevæbnede personer trængte ind i en anden mands hus og i forbindelse med denne krænkelse af husfreden borttog eller beskadigede hans ejendele, nedbrændte hans hus eller begik en forbrydelse rettet mod en eller flere personer; der kunne være tale om manddrab, tilføjelse af sår, frihedsberøvelse eller voldtægt. Bøden for hærværk var for hovedmandens vedkommende 40 mark til den forurettede og et tilsvarende beløb til kongen. Medfølgerne skulle betale en bøde på tre mark. Det kan ikke udelukkes, at kongemagten for at begrænse hærværk allerede i 1100-t. har taget initiativ til indførelse af den høje 40 marks-bøde.

På landskabslovenes tid var hærværk imidlertid genstand for en radikal omdefinering, idet også enkeltmand kunne begå hærværk, og desuden forudsatte forbrydelsen ikke længere nødvendigvis en husfredskrænkelse. Denne ændring af hærværksbegrebet, der indebar, at 40 marks-bøden fik et større anvendelsesområde, må ses på baggrund af den skærpelse af strafferetten, der fandt sted i Valdemarstiden.

I løbet af middelalderen blev hærværk en ejendomsforbrydelse, mens den del af forbrydelsen, som tidligere havde bestået i udøvelse af personlig vold, henførtes under husfredsbrud. I Christian 5.s Danske Lov var hærværk udelukkende en ejendomsforbrydelse; Danske Lovs regler om hærværk ophævedes ved Straffeloven af 1866.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Strafferet, speciel

Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Universitet