Privatlivets fred, beskyttelse af borgernes privatliv. De vigtigste bestemmelser herom findes i Straffeloven kap. 27. Fra gammel tid har husfredskrænkelser været strafbare, men i nyere tid er flere forhold, der kan krænke privatlivet, omfattet af den strafferetlige beskyttelse, dels fordi retten til et privatliv tillægges stadig større betydning, dels på grund af de nye tekniske muligheder for at krænke andre. Husfreden kan krænkes gennem fremmedes indtrængen eller gennem deres nægtelse af at forlade fremmed grund (§ 264), ligesom den også kan krænkes ved udspioneren med kikkert eller ved fotografering (§ 264 a).

Kommunikationsfreden kan krænkes ved at bryde andres breve, aflytte telefonsamtaler, tappe elektronisk post samt ved dataoverførsel eller hacking (§ 263).

Privatlivet kan krænkes gennem videregivelse af oplysninger om interne familieforhold, sygdom og dødsårsager, kriminalitet og sociale problemer, økonomiske forhold, religion mv. (§ 264 d). I modsætning til æreskrænkelser er det uden betydning for strafbarheden, om en oplysning er sand eller falsk.

Se også fredskrænkelse, medieret, menneskerettigheder og tilhold.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig