kriminalitet

Fra sidste halvdel af 1900-t. har man vha. især selvrapporteringsstudier og offerundersøgelser forsøgt at få et vist empirisk funderet indblik i den samlede kriminalitet og mørketallets størrelse. I begge former for undersøgelser er redskabet interview eller spørgeskemaer.

I selvrapporteringsstudier spørges folk direkte, om de har begået forskellige former for kriminalitet enten nogensinde eller inden for en nærmere afgrænset periode, fx et år. De første større undersøgelser i Danmark blev foretaget i begyndelsen af 1960'erne blandt unge mænd på session og viste, at langt de fleste af dem havde begået en eller anden form for kriminalitet. Siden har man i andre undersøgelser udspurgt såvel mænd og kvinder som unge og voksne. Undersøgelsesformen er forbundet med problemer mht. svarprocent, svarvillighed, evne til at svare og spørgsmålenes forståelighed. Problemerne vedrørende kortlægning af den faktiske børne- og ungdomskriminalitet har dog på visse kriminalitetsområder kunnet minimeres, og metoden har både her i landet og i udlandet udviklet sig til et væsentligt supplement til kriminalstatistikken. I mange lande gennemføres årlig systematiske selvrapporteringsstudier af børne- og ungdomskriminalitet.

I offerundersøgelser spørger man folk, om de har været udsat for kriminalitet inden for en nærmere angivet periode. Normalt udformes undersøgelserne som tilsigtet repræsentative befolkningsundersøgelser. Fordelen ved undersøgelserne er bl.a., at man kan spørge og håbe at få svar på ting, som det anses for urealistisk at få svar på vha. selvrapporteringsmetoden. Det er således meget lidt tænkeligt, at nogen vil fortælle om fx voldtægter, de selv har begået, mens de formentlig vil fortælle, om de har været udsat for voldtægt.

Offerundersøgelser er ligesom selvrapporteringsstudier forbundet med en række tekniske problemer; fx kan det være svært at sikre, at alle svarpersoner forstår det samme ved det, de bliver spurgt om, fx ved "vold" og "voldtægt". Endvidere har en del kriminalitetsformer, fx mange færdselslovovertrædelser, ikke noget konkret personligt offer for forbrydelsen, og det er derfor udelukket at bruge offerundersøgelser som måleredskab på disse områder.

Overgreb mod børn, hjemløse og institutionaliserede mennesker, visse overgreb mod ældre samt overgreb, der begås af personer med nær relation til offeret, fx hustruvold, lader sig kun mangelfuldt eller slet ikke kortlægge gennem offerundersøgelser.

Den første offerundersøgelse i Danmark, formentlig verdens første, blev foretaget i 1730 i Aarhus. Den vedrørte tyveri og viste, at mellem 1 og 2 % af befolkningen dengang blev udsat for tyveri i løbet af et år. Herfra er der et langt tidsmæssigt spring frem til metodens genoptagelse i begyndelsen af 1970'erne. Siden er der gennemført adskillige offerundersøgelser, især vedrørende tyveri, hærværk og vold, men de gennemføres ikke i Danmark på systematisk vis som supplement til kriminalstatistikken.

Man kan finde enkelte områder, hvor kriminalstatistikken formentlig afspejler den faktisk forekommende kriminalitet, fx bankrøveri. Om mørketallet for drab er lille, er derimod usikkert. Uden at man skal forfalde til sensationsjageri, kan det ikke uden videre afvises, at der er begået drab på nogle af de personer, der hvert år forsvinder sporløst, på nogle af de narkomaner, der findes døde af en overdosis narkotika, eller på visse af de afdøde personer, hvis dødsårsag er usikker, men som er opført som ulykke eller selvmord.

Det er nemmere at finde eksempler på kriminalitetsområder med angiveligt meget høje mørketal, fx trafik- og narkotikakriminalitet, hvoraf kun en brøkdel kommer til politiets kendskab og ender i kriminalstatistikken.

Kriminalistisk samarbejde er internationalt praktisk og teoretisk samarbejde om kriminalitetsbekæmpelse og behandling af kriminelle. Det globale samarbejde sker i FN-regi især på grundlag af femårige kriminalitetskonferencer. På regionalt plan foregår samarbejdet i Europarådsregi og i nordisk regi. Samarbejdet finder også sted på uofficielt plan, fx via forskellige menneskerettighedsorganisationer. Se også politi, Kriminalforsorgen (internationale relationer) og Europol.