Byggeloven

Byggeloven, lov, der regulerer dels bebyggelsers udformning, dels udnyttelse af ejendomme. Byggeloven regulerer først og fremmest bygningers opførelse, konstruktion, indretning og vedligeholdelse og har bl.a. til formål at sikre, at bebyggelse udføres og indrettes, således at den frembyder tilfredsstillende tryghed i brand-, sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende. Ind under loven falder også udnyttelse og stand af ejendommens ubebyggede areal samt resursehusholdningen, dvs. målsætningen om bl.a. at vise forsigtighed mht. råstofindvinding og mht. anvendelse af råstoffer. Loven gælder såvel for egentlige bygninger som for faste konstruktioner og anlæg, fx master og dambrugsbassiner. Byggelovens forskrifter med det dertil knyttede Bygningsreglement administreres af de stedlige kommunalbestyrelser. Forud for meddelelse af byggetilladelse skal kommunen sikre, at byggeriet ikke er i modstrid med lokalplaner, Naturbeskyttelsesloven, Miljøbeskyttelsesloven, fredningsbestemmelser mv.

Der har siden 1850'erne eksisteret lovgivning om bebyggelse i Danmark. Den udsprang af 1700-t.s brandsikkerhedsmæssigt begrundede byggeforskrifter. Fra 1939 og indtil 1977 indeholdt Byggeloven forskrifter for den enkelte bygnings opførelse mv. samt planbestemmelser i form af lokale bygningsvedtægter, der regulerede bebyggelsesgrad mv. Med vedtagelsen af Kommuneplanloven blev bygningsvedtægterne ophævet, således at de bygningsmæssige krav skulle samles i et landsdækkende bygningsregulativ, mens de bebyggelsesregulerende bestemmelser skulle reguleres via lokalplaner, der samtidig blev den nye betegnelse for byplanvedtægter. Bestemmelserne om lokalplaner er videreført i Planlægningsloven.