Bortskaffelse og nyttiggørelse er de to eneste mulige måder, som affaldet i sidste ende behandles på. Begreberne er indbyrdes forbundne på den måde, at hvis affaldet ikke nyttiggøres, anses behandlingen uden videre som bortskaffelse. De to begreber hænger sammen med affaldshierarkiet, der kræver, at nyttiggørelse (recovery) foretrækkes frem for bortskaffelse (disposal).

Der gælder derfor mere lempelige regler for nyttiggørelse af affald end for bortskaffelse, hvilket bl.a. har betydning ved eksport af affald. Sondringen mellem bortskaffelse og nyttiggørelse er fastsat af EU og har på linje med affaldsdefinitionen givet anledning til betydelig tvivl, bl.a. fordi nyttiggørelse ikke alene omfatter genvinding, men også udnyttelse af affald til energifremstilling.

Det fremgår af EF-domstolens praksis, at der er tale om nyttiggørelse, når affald erstatter primære råstoffer, hvorfor fx deponering af affald i miner er nyttiggørelse, hvis minerne alternativt skulle være fyldt med primære råstoffer. For specielle affaldsfraktioner som emballageaffald, udtjente køretøjer og elektronikskrot har EU fastsat bindende mindstekrav til graden af nyttiggørelse og graden af genvinding.

Af historiske årsager har den EU-retlige terminologi voldt store vanskeligheder for danske myndigheder. På baggrund af genanvendelsesloven fra 1978 blev genanvendelse anvendt som synonym med genvinding (recycling) og omfattede ikke udnyttelse af affald til energifremstilling.

Dette er baggrunden for, at "recovery" er oversat med nyttiggørelse i EU's affaldsdirektiv. I en del af EU's senere affaldsdirektiver som fx deponeringsdirektivet har man dog glemt den politiske oversættelse og oversat "recovery" med genanvendelse.

Affaldseksport og -import er reguleret ved EU's forordning om overførsel af affald. Forordningen omfatter både ind- og udførsel af affald mellem EU's medlemslande og eksport og import af affald til tredjelande, hvor forordningen gennemfører Baselkonventionen om farligt affald fra 1989.

Udgangspunktet er, at udførsel af affald kræver forudgående anmeldelse og godkendelse fra de kompetente myndigheder i afsender-, modtager- og eventuelle transitstater. For ikke-farligt affald til nyttiggørelse (grønt affald) kræves dog ikke anmeldelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig