bygningsfredning

Bygningsfredning, administrativ beslutning om, at en bygning skal holdes i forsvarlig stand, og at der ikke må foretages udvendige eller indvendige bygningsarbejder eller ske nedrivning uden tilladelse fra relevante myndighed.

Den tidligere ordning om fredning i enten klasse A eller B, hvor en af hovedforskellene var, at der kun for bygninger fredet i klasse A blev krævet tilladelse til indvendige bygningsarbejder, er således ophævet (1979). Efter loven om bygningsfredning kan bygninger o.l. fredes, hvis de har stor arkitektonisk og/eller kulturhistorisk værdi og er over 50 år gamle, eller – uanset deres alder – hvis de fx har en særlig fremragende værdi. Også haveanlæg kan fredes.

Flere end 9000 bygninger i Danmark er fredede, heraf nogle så tidligt som i 1918, hvor den første bygningsfredningslov blev vedtaget. Bygninger fra før 1536 er automatisk fredede.

Alle og enhver kan foreslå en bygning fredet. Beslutning herom træffes af relevante myndighed, men kan kun sættes i værk, hvis fredning anbefales af Det særlige Bygningssyn, der er et rådgivende organ nedsat af kulturministeren (se Kulturministeriet) i henhold til bygningsfredningsloven.

Inden beslutning om bygningsfredning træffes, skal der ske en høring af bl.a. ejer, kommunalbestyrelse og interesserede foreninger. Beslutningen kan inden fire uger påklages til kulturministeren. Bygningsfredning tinglyses på ejendommen; der udbetales ikke erstatning til ejeren, men denne kan få vejledning og økonomisk støtte. Der er også visse skattelempelser forbundet med en fredning.

Kirkebygninger under folkekirken er beskyttet af en særlig lov; mange bygninger, der ikke kan fredes, men alligevel er bevaringsværdige — fx som led i et særligt bymiljø — er omfattet af bevarende lokalplaner efter Planlægningsloven, se bygningsbevaring. I alt ca. 300.000 bygninger i Danmark skønnes at være bevaringsværdige.