Krigsartikler, privilegier for det militære personel. Efter at lejetropper i slutningen af middelalderen havde afløst de gamle folkevæbninger, og hæren var blevet en selvstændig stand på linje med gejstligheden, adelen og borgerstanden, stillede den krav om egne standsprivilegier, herunder en særlig retsordning for personellet. I Europa i begyndelsen af 1500-t. blev sådanne privilegier nedfældet i krigsartikler eller artikelbreve, der indeholdt bestemmelser om befalingsmændenes og mandskabets indbyrdes forhold, om straffen for begåede forbrydelser og om disciplinens opretholdelse. I Danmark udgav Christian 5. i 1683 et krigsartikelbrev med tilhørende krigsretsinstruktion, der i det væsentlige var udarbejdet i overensstemmelse med ældre tyske krigsartikler. Straffesager mod militært personel skulle afgøres ved en krigsret, som også traf afgørelser i sager mellem militærpersoner indbyrdes. Den militære jurisdiktion udvidedes efterhånden til at omfatte alle soldaternes retsforhold, således at de var ansvarlige over for militære myndigheder for såvel tjenstlige som private handlinger. Dette var i det væsentlige grundlaget for den militære strafferet og retspleje i Danmark indtil Straffelov for Krigsmagten af 7.5.1881 og Lov om Retsplejen ved Hæren og Søværnet af 4.10.1919.