Værksleje er en aftale om, at en part skal tilvejebringe et arbejdsresultat til en anden part. Eksempler er aftaler om reparation eller om bygge- og anlægsarbejder. Der findes ingen generel lovgivning i dansk ret herom, og parternes rettigheder og forpligtelser er derfor ofte fastlagt skriftligt, fx i standardkontrakten Almindelige betingelser for arbejder i bygge- og anlægsvirksomhed, der anvendes inden for byggeriet. I mangel af aftale anvendes dansk rets almindelige regler om aftalers opfyldelse og misligholdelse også på aftaler om værksleje. Dog antages det, at parterne i aftaler om værksleje har en videregående adgang end ellers til at fremtvinge ændringer i det oprindelige aftalegrundlag, navnlig vedrørende ydelsens nærmere beskaffenhed. Mulighederne for at bringe aftalen til ophør gennem ophævelse pga. væsentlig misligholdelse er undergivet visse begrænsninger.