Kongeloven

© Kunstakademiet/Gyldendal

Kongeloven. Tegning af C.W. Eckersberg, 1828. Teksten lyder: Kong Frederik den 3de som lader udarbeide Kongeloven ved Peder Schumacher - siden saa berømt under Navnet Griffenfeldt.

Kongeloven, den danske enevældes forfatningsdokument fra 1665. Kongeloven afløstes i 1849 af Danmarks Riges Grundlov, idet dog Kongeloven artikel 25 endnu anses for gældende; ifølge den kan prinser og prinsesser af blodet kun strafferetligt forfølges efter kongens ordre. 

Kongeloven er dateret 14. november 1665. Dele af den er gengivet i Christian 5.s Danske Lov fra 1683, men i sin helhed blev den først offentliggjort i 1709.

Kongeloven omfatter 40 artikler og er inddelt i syv hovedafsnit. I artikel 1-7 bestemmes kongemagtens indhold, og i de følgende artikler findes regler om kongens myndighed og formynderskab, om kongens regeringstiltrædelse og salvning, om rigernes udelelighed, om prinser og prinsesser, om kongens pligt til at opretholde enevælden samt om arvefølgen (se tronfølge).

Kongeloven er enestående som et skriftligt formuleret forfatningsgrundlag for en absolutistisk regering, men indholdet er i overensstemmelse med samtidens statsretlige forestilling om en såkaldt fundamentallov som grundlag for et lands styre. 

© Rosenborg

Christian 5. salves 1671; den højtidelige ceremoni blev forordnet i Kongeloven.

Kongeloven hviler på forestillingen om, at al magt er samlet hos kongen; ordvalget er præget af 1500- og 1600-t.s udenlandske statsretlige terminologi, fx er begreberne suverænitet og majestætsrettigheder hentet hos Jean Bodin og Henning Arnisæus. 

De majestætsrettigheder, som udtrykkelig tilkommer kongen, er den lovgivende magt, magten til at udnævne embedsmænd, retten til at føre krig og indgå og ophæve forbund, retten til at udskrive skatter samt retten til at styre kirken. 

Kongelovens forestilling om, at magten er overdraget kongen af folket, kendes fra romerrettens lex regia og tillige fra den engelske statsretslærer Thomas Hobbes' hovedværk Leviathan fra 1651.

Baggrunden for udstedelsen af Kongeloven var kongens og det københavnske borgerskabs øgede magtstilling efter Karl Gustav-krigene 1657-60 (se Statsomvæltningen 1660). 

Kongen fik ved den såkaldte Enevoldsarveregeringsakt af 10.1.1661 beføjelser til selv at udfærdige regler om kongemagtens indhold og om arvefølgen. 

En række forarbejder udførtes, bl.a. af regeringskancelliet i Glückstadt, men det blev kongens kammersekretær, Peder Schumacher Griffenfeld, der forfattede den endelige version af loven, som kendes i både dansk og latinsk udformning. 

I indledningen til Kongeloven skildres baggrunden for lovens tilblivelse. I princippet tillægges kongen uindskrænket magt, men det må forstås i overensstemmelse med samtidens opfattelse af magten som begrænset af guddommelige og naturretlige love. Udtrykkeligt er kongen bundet til den lutherske religion og til at opretholde Kongeloven og enevælden.

Kongelovens arvefølge er knyttet til Frederik 3.s efterslægt og er mandlig og kvindelig, således at mænd går forud for kvinder; kvinder af mandslinjen går dog forud for mænd af kvindelinjen. 

Frederik 7. var den sidste direkte efterkommer af Frederik 3.s mandslinje. Kongelovens arveregler ophævedes ved Tronfølgeloven i 1853, som gjorde prins Christian af Glücksborg, den senere Christian 9., og hans efterslægt til arvinger til den danske trone.