generalprokurør

generalprokurør, embedsmand, som under enevælden primært var statens juridiske konsulent. Generalprokurørembedet blev oprettet i 1660 samtidig med enevældens indførelse. Oprindelig skulle generalprokurøren påse, at statens fordringer blev inddrevet, ligesom han skulle føre tilsyn med de civile embedsmænd. Senere skulle han tillige påse, at der intet skete til skade for statens interesser. I løbet af 1700-t. blev generalprokurørens vigtigste hverv imidlertid at afgive erklæringer i konkrete sager, inden regeringen traf afgørelser, og desuden skulle han fremkomme med forslag til nye love samt i det hele taget påpege mangler i den bestående lovgivning. De betydeligste generalprokurører var Henrik Stampe (embedsperiode 1753-84), Christian Colbiørnsen (1788-1804) og Anders Sandøe Ørsted (1825-48). Embedet opretholdtes efter enevældens ophør, men blev ikke genbesat, da den sidste generalprokurør, Tage Algreen-Ussing, døde i 1872.