Hals- og håndsretten var en ret til at forfølge sager, der kunne medføre døds-, legems- eller frihedsstraf, samt ret til at fuldbyrde disse straffe. Hals- og håndsretten, der var en kongelig ret, udvikledes i Danmark i løbet af middelalderen i tilknytning til sagefaldsretten (indtægter i form af bøder) og blev ved kongelige privilegier overdraget til adelen og visse større kirkelige institutioner.

Efter 1536 fik alle adelige godsejere hals- og håndsret, hvilket dog ikke indbefattede ret for godsejeren til selv at fungere som dommer i sagerne. Hals- og håndsret bibeholdtes efter enevældens indførelse i 1660 og tilkom adelige og privilegerede godsejere.

Med tiden indskrænkedes hals- og håndsretten, således at påtale i sagerne blev rejst af amtmanden, og med Grundloven i 1849 blev hals- og håndsretten helt ophævet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig