kammeradvokat, advokat, der repræsenterer den danske stat i civile retssager og yder juridisk rådgivning til statslige myndigheder, bl.a. i form af responsa.
Kammeradvokaturen oprettedes i 1684, da det blev bestemt, at kammeradvokaten, "Vores Advokat", for Kammerretten skulle føre sager mod kongelige embedsmænd, der var ansvarlige for opkrævning af kongens, dvs. statens, indkomster, fx toldafgifter og skatter, og som mistænktes for uregelmæssigheder i embedsførelsen.
Disse sager kaldtes kammersager og omfattede også andre sager med relation til statsindtægterne. Kammeradvokaten var oprindelig først og fremmest en offentlig anklager, der var underordnet Rentekammeret.
Han modtog et fast årshonorar fra staten og blev herudover honoreret for hver sag, han førte. Fra begyndelsen af 1700-tallet blev stillingen som kammeradvokat beklædt af prokuratorer ved Højesteret, de senere højesteretsadvokater.
| Højesteretssagfører Arne Kemp | 1936-53 |
| Højesteretssagfører H.O. Hansen | 1953-65 |
| Højesteretssagfører Poul Schmith | 1965-82 |
| Landsretssagfører Ole Fentz | 1982-92 |
| Advokat (H) M. Gregers Larsen | 1992-2004 |
| Advokat (H) Karsten Hagel-Sørensen | 2004- |
Omkring år 1800 skiftede kammeradvokatens sagsområde langsomt karakter, idet han i stigende omfang fik overdraget at føre statskassens civile sager, og ved forordning af 8.7.1840 blev den oprindelige funktion som offentlig anklager afskaffet. Kammeradvokatens funktioner udvidedes lidt i 1700-tallet og ellers i 1800-tallet med afgivelse af responsa, dvs. betænkninger, efter anmodning fra vedkommende statsmyndighed.
I 1935 blev kammeradvokatembedet nedlagt, og hvervet som kammeradvokat er siden blevet bestridt af en privatpraktiserende advokat, der ikke står i et egentligt tjenesteforhold til staten, men efter anmodning rådgiver i eller fører sager for stort set alle statsmyndigheder uanset deres beskaffenhed.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki