lagmand

Lagmand er en lovkyndig mand, der indtil midten af 1200-tal var knyttet til tingene i de nordiske lande med den opgave at foredrage loven for folket og afgive udtalelser i konkrete sager om, hvad der var ret. Herudover var lagmanden leder af landstingene, i Norge lagtingene, og virkede som tingmændenes talsmand over for kongen.

I Norge dannede lagmannen et retskyndigt udvalg på hvert ting. I slutningen af 1100-tallet blev de kongelige embedsmænd, og fra sidste halvdel af 1200-tallet og de følgende 500 år virkede lagmannen i hovedsagen kun som dommer. I 1797 ophævedes embedet som lagmann som følge af oprettelsen af stiftsoverretter. Efter etableringen af lagmannsretter i 1887 anvendes titlen lagmann på formanden for disse domstole.

Også på Færøerne var der til Lagtinget knyttet en lagmand, der var udnævnt af kongen og virkede som dommer. Embedet som lagmand ophævedes i 1816 i forbindelse med ophævelse af det færøske Lagting. Om den politisk valgte lagmand se Færøerne – forfatning.

For Islands vedkommende medførte anerkendelse af den norske konge i 1262-64, at den islandske fristats lovsigemand i 1271 blev erstattet af en, senere to lovmænd, der stort set varetog de samme opgaver som de norske lagmannen. Stillingerne ophævedes år 1800.

I Sverige blev lagmännen i slutningen af 1200-tallet medlemmer af kongens råd og varetog herefter alene hvervet som dommere på landstingene og i lagmansrätterne. Med afskaffelsen af lagmansrätterne i 1849 ophævedes stillingen som lagman. I 1947 indførtes titlen lagman på retsformanden i hovretternes enkelte afdelinger, som siden 1969 er blevet benævnt hovrättslagman, mens titlen lagman anvendes på formanden for tingsretterne og lensretterne.

Mht. Danmark indeholder de middelalderlige love ingen oplysninger om lovmænd. Det udelukker dog ikke, at der også til de danske ting har været knyttet en eller flere lovkyndige mænd med funktioner som lagmændenes i de øvrige nordiske lande.