retshistorie

Retshistorie er et juridisk fag, der omhandler rettens historiske dimension. Dansk retshistorie indledes med de første vidnesbyrd om eksistensen af en ret i middelalderen, men retshistorien omfatter tillige hele den europæiske retsudvikling siden antikken, især romerretten. Interessen for retshistorie opstod i 1800-tallet i Tyskland med den historiske skole, repræsenteret af Friedrich Carl von Savigny og Karl Friedrich Eichhorn m.fl. Retshistorikerne beskæftigede sig enten med den tyske rets historie eller med romerretten, og deraf kom deres tilnavne som henholdsvis germanister og romanister. Denne sondring findes endnu i Tyskland, men ikke længere i Danmark.

I Danmark er interessen for retshistorie ældre end den historiske skole, og Peder Kofod Anchers værk En Dansk Lov-Historie, 1-2 (1769-1776) kan betragtes som dansk retshistories første hovedværk. Det gennemgår de ældre retskilders historie og er helt i sin tids ånd meget nationalt anlagt. Kofod Ancher er tilbøjelig til at indrømme fremmed ret en meget begrænset betydning for dansk rets udvikling, men det billede er senere blevet korrigeret. Blandt senere retshistorikere i 1800-tallet kan nævnes juraprofesorerne J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, J.E. Larsen, Henning Matzen, der alle skrev en samlet fremstilling af dansk retshistorie, og juristen Ludvig Holberg, der som en af de første var opmærksom på påvirkningen fra fremmed ret, bl.a. kanonisk rets betydning for ældre dansk ret. Danske retshistorikere har tidligere især beskæftiget sig med de danske middelalderlige landskabslove fra 1200-tallet, fx Poul Johs. Jørgensen, Stig Iuul og Ole Fenger.

Grænsen mellem retshistorie og gældende ret gik længe ved Christian 5.s Danske Lov (1683), da den blev betragtet som gældende ret. Reformationen i 1536 og styrkelsen af kongemagten derefter fik stor betydning for den danske retsudvikling. Der har været interesse for domstolsarkiverne fra især 1600-tallet og 1700-tallet, hvor store mængde retspraksis er bevaret fra. Forskningen af den efterreformatoriske retshistorie, har primært fokuseret på 1500-tallet og 1600-tallet, hvor megen ny lovgivning kom til, og retspraksis begyndte at spille en vigtig rolle. Til gengæld savnes der undersøgelser af væsentlige sider af retslivet under enevælden. I 1900-tallet har også emner fra nyere retshistorie været genstand for retshistoriske undersøgelser, bl.a. 1700-tallets retspraksis i Studier over ældre dansk formueretspraksis (1951) af Thøger Nielsen (1919-1996), kvinders retsstilling af Inger Dübeck (f. 1933) i Købekoner og konkurrence (1978) og dansk retsvidenskabs senere historie og Retsopgøret efter besættelsen (1984) af Ditlev Tamm.

Retshistorie er en del af det juridiske studium og dyrkes især af jurister, men en række historikere har ydet væsentlige bidrag. Selvom det kan være svært at trække en skarp grænse mellem retshistorikere og historikere, bygger retshistorien på den juridiske metode, hvilket adskiller den fra andre historiske hjælpevidenskaber. Det fremhæves ofte, især af jurister, at en juridisk uddannelse skærper opmærksomheden om fortidens juridiske konflikter og fremmer forståelsen af fortidens retsforhold som udtryk for juridiske problemstillinger, mens historikere oftere vil se retshistorien som en del af social- eller kulturhistorien.

I de senere år har tendensen været at se dansk retshistorie i et europæisk og internationalt perspektiv; herved er der skabt øget opmærksomhed omkring påvirkninger fra fremmed ret og samspillet mellem national dansk ret og den europæiske retsudvikling.

Retshistorie er en del af den almindelige kulturhistorie, og faget er med til at udvide juristens horisont ved at sætte den nationale danske retsorden i et historisk og internationalt perspektiv. Retshistorien har direkte også betydning for retsdogmatikken, dvs. forståelsen af gældende ret, specielt inden for formueretten.