retspleje - retsplejens historie i Danmark

I middelalderen blev retssager indledt ved, at den private sagsøger i to vidners nærværelse stævnede sagsøgte til tinge (se domstol). Selv alvorlige strafbare forhold blev ikke påtalt af det offentlige, og kongens ret til en bøde ved siden af en bøde til den forurettede var som regel afhængig af, at den forurettede rejste sag.

Privat påtale i straffesager var udgangspunktet i dansk retspleje indtil midten af 1700-t., selvom der fra 1200-t. i stigende omfang anerkendtes en ret for det offentlige eller den sagefaldsberettigede (se sigt- og sagefaldsret) til at rejse sag uafhængigt af den forurettede.

Forhandlingerne på tinge førtes mundtligt mellem parterne, men bevisførelsen var begrænset af lovregler, der bestemte, hvorledes bevisførelse i de enkelte sager skulle finde sted (se også edsbevis, gudsdom, jernbyrd og nævn).

Tingets opgave var alene at konstatere, om der i overensstemmelse med loven var ført det foreskrevne bevis, der var afgørende for sagens udfald. Tingets dom kunne ikke appelleres; dels havde man oprindelig ingen forestilling om en instansfølge med under- og overordnede domstole, dels ville en fornyet realitetsbehandling af sagen have været uforenelig med datidens bevissystem.

Domhavers muligheder for at gennemføre sit krav over for domfældte var i middelalderen begrænsede. Lovgivningen hjemlede ingen adgang til fyldestgørelse i domfældtes ejendele, fx løsøre eller fast ejendom. Retsinstitutter som lovfældning, mandhelgsfortabelse (se mandhelg) og nam virkede alene som tvangsmidler over for domfældte, indtil denne efterkom dommen.

I de tilfælde, hvor domfældte var blevet idømt en bøde til domhaveren og til kongen, blev det dog muligt for domhaveren at opnå fyldestgørelse for sit krav, idet kongens ombudsmand samtidig med inddrivelse af bøden til kongen kunne gøre udlæg for domhaverens krav.

Fra 1200-t. blev der gennem kongebrevsforfølgning tilvejebragt mulighed for tvangsfuldbyrdelse i såvel løsøre som fast ejendom, og i begyndelsen af 1500-t. indførtes adgang for domhaver til at få foretaget udlæg i domfældtes løsøre og faste ejendom for at opnå fyldestgørelse for sit krav.