retspleje - retsplejens historie i Danmark - Retsplejereformen

Bestemmelserne i Grundloven af 1849 om offentlighed og mundtlighed i retsplejen, adskillelse af den udøvende og den dømmende magt samt nævningebehandling forudsatte, at der blev gennemført en reform af det danske processystem.

I begyndelsen af 1850'erne indledte Justitsministeriet forberedelserne til reformen, og i 1868 blev der nedsat en lovforberedende kommission, hvis arbejde dog ikke førte til en gennemgribende reform. I 1892 nedsattes endnu en kommission, der afgav betænkning i 1899. På trods af et intensivt parlamentarisk arbejde vedtog Rigsdagen dog først i 1908 en reform af retsplejen.

Da justitsminister P.A. Alberti, som havde kontrasigneret loven, imidlertid havde meldt sig til politiet pga. omfattende økonomisk kriminalitet, vedtog Rigsdagen i 1909 en ny lov for at undgå, at Albertis navn blev knyttet til reformen. Den nødvendige følgelovgivning blev dog ikke vedtaget, og loven trådte aldrig i kraft. Først i 1916 blev Retsplejeloven vedtaget; den blev stadfæstet 11.4.1916 og trådte i kraft 1.10.1919.

Lovens vigtigste udenlandske forbillede skal søges i Tyskland og Østrig, men den byggede også på dansk retstradition. Partiet Højre, der havde regeringsmagten i en lang periode under Retsplejelovens tilblivelsesproces, var overvejende positivt stemt over for retsplejereformen. Centrale personligheder under arbejdet med reformen var justitsminister Johannes Nellemann og Carl Goos.

Når gennemførelsen af retsplejereformen tog så mange år, skyldtes det især, at den parlamentariske situation i perioden var vanskelig, særlig i provisorieårene. Det var endvidere klart, at Grundlovens krav om en adskillelse af den dømmende og den udøvende magt, især adskillelse af politiet og domstolene, ville blive ganske omkostningskrævende. Endelig rejste reformen en lang række teknisk komplicerede spørgsmål.

Læs mere om Retsplejeloven eller om retspleje generelt.