Talionsprincippet var i ældre tids strafferet et princip om, at straffen skulle bestå i et tilsvarende onde, som gerningsmanden havde tilføjet andre.
Jus talionis
Princippet har været kendt i adskillige retsordener, bl.a. i gammel semitisk ret, herunder mosaisk ret, jævnfør 2. Mosebog, kapitel 21, vers 23-25 "... liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme."
Inden for retsudviklingen betegner talionsprincippet et yngre stadium med sit krav om ligevægt mellem retsbruddet og reaktionen herpå til forskel fra et ældre reaktionssystem, der var kendetegnet ved en til tider umådeholden hævn.
På grund af mosaisk rets indflydelse fik talionsprincippet indpas i europæisk strafferet i løbet af middelalderen.
For Danmarks vedkommende fik princippet betydning for behandlingen af manddrab fra 1537, hvor Christian 3.s Københavnske Reces i § 7 slog fast, at der skulle bødes "liv for liv" til midten af 1700-tallet.
"Liv for liv" genfindes også i Christian 5.s Danske Lov fra 1683, men i løbet af 1700-tallet blev det anerkendt, at kongen kunne benåde en drabsmand for livsstraffen uden at krænke Guds ret. Talionsprincippet fik derimod ikke indflydelse på behandlingen af andre forbrydelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.