Københavns Byret.

.

Københavns Byret er Danmarks største byret , som efter Domstolsreformen består af en præsident og 42 andre dommere. Københavns Byret har til huse på Domhuset på Nytorv, i annekset i Slutterigade og i lokaler i Hestemøllestræde, Lavendelstræde og på Rådhuspladsen.

Domhuset blev opført af C.F. Hansen i 1805-15, og var indtil 1905 både rådhus og domhus. Indskriften på facaden mod Nytorv, Med lov skal man land bygge, er et citat fra indledningen til Valdemar 2. Sejrs Jyske Lov fra 1241.

Forhallen med indgang mellem søjlerne fra Nytorv er meget stor, fordi der skulle være plads til, at man der kunne mønstre borgervæbningens 200 mand. I lokalet for enden af forhallen havde magistraten og senere borgerrepræsentationen mødesal.

På 1. sal ud mod Nytorv var der tidligere retssal for Lands-samt Hof- og Stadsretten; den bruges nu som mødesal og til repræsentative formål. Annekset i Slutterigade, der også er tegnet af C.F. Hansen, stod færdigt i 1816.

Slutteri betyder arrest, og arresthuset i Slutterigade husede både gældsarrestanter, dvs. personer, der afsonede en gæld, og malefikanter, dvs. forbrydere. Det blev ombygget i 1942-44 og indrettet til retssale med tilhørende kontorer. Annekset er forbundet med Domhuset med to store buer.

Den ene bue kaldes Sukkenes Bro, idet man her førte og stadigvæk fører arrestanter over i forbindelse med retsmøder. Københavns Byret råder også over en bygning i Lavendelstræde, hvor Wolfgang Amadeus Mozarts enke, Constanze, boede i 1813-19 sammen med sin anden mand, den danske diplomat Nicolaus Nissen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig