Dissens er en dommers mindretalsudtalelse, der strider mod den opfattelse, som rettens andre dommere giver udtryk for. Der dissentieres normalt på resultatet, men det kan også ske, at en dommer er enig i resultatet, men uenig i begrundelsen for det. Består en kollegial ret af fem dommere eller flere, kan flere dommere finde sammen om en fælles dissens eller afgive hver sin.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dissens kommer af latin dissentio 'uenighed, afvigende mening', af dis- og afledning af sentire 'mene'.

I civile sager er dissenser navngivne. I straffesager, hvori lægdommere medvirker, anvendes ikke-navngiven dissens. Såfremt retsformanden i en straffesag i første instans ikke finder den tiltalte skyldig, således at han eller hun dømmes på de to lægdommeres stemmer, skal dette fremgå af dommen.

Domme fra EU-Domstolen fremtræder som enstemmige, og eventuelle dissenser offentliggøres ikke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig