domstol

Det er karakteristisk for det danske domstolssystem, at stadig flere dommere medvirker, jo højere op i systemet man kommer. Ved byretten medvirker i civile sager som hovedregel kun en enkelt dommer, i straffesager en dommer og to domsmænd.

Med Domstolsreformen i 2007 blev der åbnet mulighed for, at principielle civile sager og andre sager med vidererækkende betydning kan behandles af tre dommere i byretten. Desuden kan retten i civile sager tiltrædes af to sagkyndige medlemmer, hvis fagkundskab skønnes at være af betydning for sagen.

I domsmandssager medvirker en juridisk dommer og to domsmænd; dog kan retten i sager om økonomisk kriminalitet, der forventes at blive af længere varighed, sammensættes af to juridiske dommere og tre domsmænd.

I landsretten medvirker tre dommere i civile sager, og i domsmandssager tre dommere og tre domsmænd. Som følge af Domstolsreformen er nævningesager siden 2008 blevet behandlet i byretten under medvirken af tre juridiske dommere og seks nævninger. Ved eventuel ankebehandling af disse sager i landsretten medvirker tre juridiske dommere og ni nævninge.

I Højesteret medvirker mindst fem og ofte flere dommere. En række afgørelser, fx domme i udeblivelsessager og afgørelser forud for hovedforhandling, træffes dog i Højesterets Anke- og Kæremålsudvalg under medvirken af tre højesteretsdommere.

Det er det samme domstolssystem, der behandler såvel civile sager som straffesager, og en række regler om sagernes behandling er ens, fx reglerne om vidner. Alle bestemmelser om domstolenes indretning og sagernes behandling er samlet i én lov, Retsplejeloven.

Fogedretten er også en del af domstolssystemet. Fogedrettens arbejdsopgaver varetages af byretterne, som også varetager skiftebehandling af døds- og konkursboer. Tinglysning af rettigheder vedrørende fast ejendom og løsøre har indtil Domstolsreformen været varetaget af byretterne. I forbindelse med Domstolsreformen blev Tinglysningsretten etableret i Hobro. Tinglysningsretten har overtaget samtlige tinglysningsopgaver fra byretterne.

Ved siden af de almindelige domstole, der behandler alle typer af sager, findes Sø- og Handelsretten, hvor retten sammensættes af en dommer og to personer, der er kyndige i sø- eller handelsforhold. Ved Sø- og Handelsretten varetages også skiftebehandling vedrørende konkurs, anmeldt betalingsstandsning, tvangsakkord og gældssanering i Storkøbenhavn. Fra Sø- og Handelsretten er der appel direkte til Højesteret; afgørelser truffet af skifteafdelingen appelleres dog til Østre Landsret.

Endvidere findes en række særlige domstole med hver sit saglige område, Arbejdsretten og boligretten. Disse sammensættes med en juridisk dommer som formand og to særlig sagkyndige lægdommere. Den Særlige Klageret sammensættes af en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en praktiserende advokat og en jurist med videnskabelig uddannelse. Særlige regler gælder for Rigsretten.

Uden for domstolssystemet falder undersøgelseskommissioner, der kan nedsættes af justitsministeren til undersøgelse af nærmere bestemte sager, og som ikke har dømmende myndighed.

Om domstoles internationale kompetence, se internationale værnetingsregler.

Domstolenes organisation og virksomhed i tiden forud for 1100-tallet. kendes stort set ikke. Fra 1100-tallet var de almindelige domstole herredstinget for det enkelte herred og landstinget for det enkelte land, dvs. Jylland, Sjælland, Skåne, Fyn, Langeland (indtil 1681), Lolland-Falster, Møn (også indtil 1681) og Bornholm. I løbet af middelalderen blev købstæderne udskilt fra herrederne som selvstændige retskredse med egne domstole, som benævntes byting, og senere tillige med rådstueretter efter indførelsen af råd, dvs. borgmestre og rådmænd. Undtaget fra herredsinddelingen var endvidere en række birker på landet med birketinget som den stedlige domstol, se birk.

Domsmagten blev oprindelig udøvet af folket på tinge, men i løbet af 1300-tallet blev der til tingene knyttet kongelige embedsmænd i form af landsdommere på landstingene, herredsfogeder på herredstingene og byfogeder på bytingene. På birketinget udnævnte den birkeberettigede en birkefoged, og rådstueretten beklædtes af byens råd og undertiden tillige af byfogeden.

Tingene pådømte både civile sager og straffesager. Herreds-, birke- og bytingene var som domstole stort set sideordnede med landstingene. En sagsøger kunne frit bestemme, ved hvilket ting der skulle anlægges sag. Enkelte større sager, fx fredløshedssager, var dog forbeholdt landstingene. I 1500-tallet ændredes forholdet mellem landstingene og de øvrige domstole afgørende, idet alle sager herefter som regel skulle anlægges ved det lokale ting, hvis domme kunne appelleres til landstinget eller i visse større byer til rådstueretten. Herfra kunne der appelleres til kongens domstol.

En kongelig domsmagt blev udøvet allerede i 1000-tallet og måske endog tidligere. De sager, som i middelalderen behandledes ved den kongelige domstol, Kongens Retterting, vedrørte hovedsagelig rettigheder over fast ejendom. Kongens domstol dømte som regel i første instans og i konkurrence med tingene. Efter Reformationen blev Rettertinget øverste appeldomstol, og domsmagten blev her udøvet af kongen og rigsråderne.

Ved de kirkelige domstole, hvor retsplejen var reguleret efter kanonisk ret, behandledes dels sager mod gejstlige personer, dels causae spirituales, dvs. sager vedrørende kirkelige forhold eller sjælens frelse, fx sager, hvori en af parterne havde aflagt ed. Efter Reformationen blev den kirkelige retspleje indskrænket væsentligt, samtidig med at den blev en statslig funktion.

I forbindelse med enevældens indførelse oprettedes Højesteret i 1661 til afløsning af Rettertinget, men ellers medførte enevælden ikke afgørende ændringer i det bestående domstolssystem. I løbet af 1600- og 1700-tallet blev bytinget den eneste domstol i hovedparten af købstæderne.

I København opstod under enevælden ved siden af bytinget og rådstueretten en række sideordnede domstole. Gårdsretten på Københavns Slot blev i 1681 afløst af Hofretten og Borgretten, hvor sager mod visse hoffunktionærer mfl. skulle anlægges. Inkvisitionskommissionen blev oprettet i 1686 til behandling af tyveri- og hælerisager. Hovedparten af de københavnske domstole blev ophævet ved oprettelsen af Hof- og Stadsretten i København i 1771, som herefter var eneste værneting for hovedstadens indbyggere.

Til specialretterne hørte bl.a. Kammerretten, der blev oprettet efter enevældens indførelse og behandlede sager mod statens oppebørselsbetjente indtil 1770'erne. Tamperretterne, som efter Reformationen dømte i ægteskabssager, blev nedlagt i 1797. Konsistorium ved Københavns Universitet var tamperret for Sjællands Stift fra 1681-1771, hvorefter Hof- og Stadsretten overtog sager derfra.

Landstingene i Ringsted, Maribo, Odense og Viborg blev tillige med rådstueretterne ophævet i 1805, og i 1813 nedlagdes Bornholms landsting. I disse domstoles sted oprettedes to landsoverretter i hhv. København og Viborg. Landsoverretten i København blev knyttet til Hof- og Stadsretten og benævntes Den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret i København. Landsoverretterne blev med Retsplejelovens ikrafttræden i 1919 afløst af Vestre og Østre Landsret. Søndre Landsret, som blev oprettet for de sønderjyske landsdele, virkede i årene 1920-27.

Med Retsplejeloven ophørte betegnelserne byting, herredsting og birketing. I retskredsene uden for København blev domstolene herefter benævnt underretter, fra 1972 byretter. I København blev Københavns byret den stedlige underret.

Til behandling af sø- og handelssager oprettedes i 1861 Sø- og Handelsretten i København. Uden for København behandledes tilsvarende sager af den stedlige dommer og to hhv. søkyndige og handelskyndige medlemmer.

I 2006 vedtoges den største reform af det danske retsvæsen siden Retsplejelovens ikrafttræden i 1919. Reformen betød bl.a., at landets 82 retskredse fra 2007 reduceredes til 24, hvilket muliggør kollegial behandling af byretssager. Se Domstolsreformen.

Danmarks Domstoles hjemmeside