Forlig er en juridisk bindende aftale mellem to parter, hvori deres civilretlige tvist endeligt er løst. Et forlig kan indgås når som helst før en retssag, under forberedelsen af en retssag eller under forløbet. En part vil ofte være villig til at strække sig et stykke for at undgå en retssag, forudsat den anden part også strækker sig. Det er af betydning for forligsforhandlinger, at en parts tilbud ikke kan bringes frem på et senere tidspunkt, efter at forhandlingerne er strandet. Oplysninger om en parts skitse til forlig skal derfor normalt holdes uden for en senere retssag. Et forlig, som parterne begærer indført i retsbogen, er et retsforlig, som umiddelbart kan tvangsfuldbyrdes af fogeden. Andre forlig, såkaldte udenretlige forlig, kan derimod kun tvangsfuldbyrdes, hvis det udtrykkeligt er bestemt i forliget.

Retssager er både kostbare og tidskrævende og kan være ødelæggende for parternes senere forhold til hinanden. Derfor tilsiger god advokatskik, at man søger at mægle forlig mellem parterne, allerede før sagen er nået til domstolene. Endvidere er retten efter Retsplejeloven forpligtet til at mægle forlig i alle første instans-sager. Forligsmægling er ikke obligatorisk i senere instanser, men landsretten mægler ofte forlig i ankesager. Derimod sker forligsmægling i Højesteret kun undtagelsesvis. Se også dommertilkendegivelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig