Syn og skøn er et bevismiddel, der anvendes i retsplejen, især i civile sager. Beviset føres ved syns- og skønsmænd, der er udmeldt af retten pga. deres særlige sagkundskab. Hvervet som syns- og skønsmand er et borgerligt ombud. I civile sager udarbejder parterne et skønstema med de spørgsmål, som syns- og skønsmanden skal tage stilling til, hvorefter syns- og skønsmanden besvarer spørgsmålene i en skriftlig erklæring. Der kan være tale om en ren beskrivelse (syn) eller om en vurdering (skøn), men som hovedregel anmodes der om både syn og skøn. Syns- og skønsmanden kan indkaldes for at afgive en uddybende forklaring i retten, en såkaldt afhjemling. Ved syn og skøn kan der tilvejebringes et objektivt, sagkyndigt grundlag for afgørelsen af en retssag. Derved undgås så vidt muligt, at sagkyndige erklæringer, der er indhentet af en af sagens parter, anvendes i bevisførelsen. Udgifterne ved gennemførelsen af syn og skøn, der ofte er betydelige, skal som udgangspunkt afholdes af sagens parter. Ved sagens afslutning bestemmer retten, hvilken af parterne der endeligt skal bære denne sagsomkostning.