kontrakt - romerret

Romerrettens regler om kontrakt adskiller sig fra nutidens ved at bygge på bestemt afgrænsede typer af kontrakter. At aftaler i princippet er bindende (pacta sunt servanda), er således ikke en romerretlig grundsætning, men hører en senere tid til. Romerretten kendte heller ikke kontraktfrihedens grundsætning, idet en aftale for at være gyldig skulle passe ind i de allerede foreliggende former.

Romerretten kendte således den såkaldte verbalkontrakt (stipulatio), dvs. en kontrakt, der blev indgået mundtligt ved anvendelse af bestemte ord og vendinger. Realkontrakter blev indgået ved overgivelse af en bestemt ting, fx et lån til eje (mutuum) eller brug (commodatum), en genstand, som gaves i forvaring (depositum) eller som pant (pignus).

Særlig vigtige var de såkaldte konsensualkontrakter, som blev indgået alene ved parternes samtykke. Det drejede sig om køb (emptio venditio), leje, herunder værksleje og arbejdskontrakter (locatio conductio), aftaler om udførelse af hverv (mandatum) samt selskabskontrakter (societas). Netop udviklingen af den formløse konsensualkontrakt må betragtes som et stort skridt fremad i antikkens retsforestillinger og særegent for romerretten. Endelig kendtes i enkelte tilfælde skriftlige kontrakter, litteralkontrakter. Andre aftaler kunne indgås som såkaldte innominatskontrakter, fx aftaler om bytte. Formløse aftaler (pactum) var i princippet ikke selvstændigt gennemtvingelige, men kunne gøres gældende som tillæg til eller som modifikationer i de anerkendte kontrakttyper. Romerrettens kontraktret har fået stor betydning for udviklingen af senere europæisk kontraktret.

Læs videre om kontrakt - fremmed ret eller om kontrakt generelt.