Domstolsprøvelse, ret for borgere til ved domstolene at få efterprøvet lovligheden af offentlige forvaltningsmyndigheders afgørelser. Denne ret er fastslået i Grundlovens § 63 og kan begrænses ved lov. I retspraksis er der en tendens til at fortolke sådanne lovbestemmelser indskrænkende, dvs. således, at adgangen til domstolsprøvelse begrænses så lidt som muligt. Bestemmelser om manglende prøvelse afskærer aldrig prøvelse af sagsbehandlingsfejl, magtfordrejning, usaglig forskelsbehandling og uproportional retsfølge.

Prøvelsen kan foregå såvel under straffesager som i civile sager og finder sted ved de almindelige domstole. Der er ikke i Danmark oprettet særlige forvaltningsdomstole.

Ønsker en borger at indbringe en forvaltningsafgørelse for domstolene, sker det som civilt søgsmål. Et sådant sagsanlæg forudsætter søgsmålskompetence, dvs. at borgeren skal have en vis kvalificeret interesse i sagen. Det er i almindelighed ikke en betingelse, at borgeren har udnyttet en eventuel mulighed for administrativ rekurs. Normalt gælder ingen frister for sagsanlæg.

Parter i sagen er borgeren og den myndighed, der har truffet afgørelsen. Er afgørelsen indbragt for en højere forvaltningsmyndighed, er denne part, eller også er den myndighed part, der sædvanligvis repræsenterer forvaltningen i sådanne sager, fx Skatteministeriet i sager vedrørende Landsskatterettens afgørelser.

Domstolens prøvelse omfatter såvel sagsbehandlingsfejl, formelle mangler, som mangler i forbindelse med anvendelse af det retlige grundlag for afgørelsen, hjemmelsmangler. Til de formelle mangler hører fx manglende eller mangelfuld begrundelse eller klagevejledning, uberettigede afslag på partsaktindsigt samt speciel inhabilitet eller inkompetence. Som hjemmelsmangel regnes bl.a. urigtig fortolkning, forfølgelse af usaglige formål (magtfordrejning) og usaglig forskelsbehandling.

Også forsøg på omgåelse af bestemte særligt tyngende procedurekrav samt procedurefordrejning og afskæring af lovpligtigt skøn prøves af domstolene. Desuden kontrolleres, om afgørelserne er udslag af faktiske eller retlige vildfarelser. Almene juridiske spørgsmål, fx om hvorvidt der er udvist passivitet, eller om en lov er trådt i kraft, prøves fuldt ud. Myndighedens afvejning af lovlige kriterier prøves mindre indgående.

Prøvelsesintensiteten beror i øvrigt på, hvor indgribende den anfægtede afgørelse er for borgeren, hvor indgående parterne har oplyst sagen, og om prøvelsen finder sted under en straffesag eller ved en civil sag. Det vil også spille en rolle, om domstolen i forvejen er fortrolig med det sagsområde, afgørelsen vedrører, og om der er tale om et forvaltningsorgan, som domstolen i forvejen har tillid til.

Domstolene er forpligtet til at prøve visse sager til bunds, fx afgørelser om personlig frihedsberøvelse, tvangsfjernelse af børn, tvangsindlæggelse og/eller tilbageholdelse af psykiatriske patienter samt afgørelser om fratagelse af autorisation til at drive et bestemt erhverv.

Domstolenes prøvelse kan resultere i annullation eller rettelse af den anfægtede afgørelse, i konstatering af, at afgørelsen er fri for retlige mangler, samt i erstatning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig