Sikringsanstalt, særlig sikret, lukket psykiatrisk afdeling. I Danmark findes en sikringsanstalt knyttet til Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. Den har 30 pladser og modtager patienter fra hele landet. Anbringelse kan kun finde sted efter dom eller farlighedsdekret afsagt af Justitsministeriet og forudsætter, at den anbragte er sindssyg og vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare, uden at faren kan afværges ved mindre indgribende midler, fx anbringelse i lukket psykiatrisk afdeling. Sikringsanstalten skal udadtil yde høj fængselsmæssig sikkerhed, mens behandling, pleje og fysisk miljø skal svare til normerne for god psykiatrisk sygehusstandard.