menneskerettigheder - implementering af menneskerettigheder i udviklingslande

Menneskerettighederne er universelle. Det fremgår af FN-pagten og af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Konkret betyder det, at menneskerettighederne gælder for alle overalt i verden uanset styreform og kulturel baggrund. Det er op til staterne at sikre, at borgerne er beskyttet af menneskerettigheder gennem politiske, juridiske og samfundsmæssige tiltag.

Som en relativt ny del af bistandspolitik er menneskerettigheder i de senere år blevet en væsentlig komponent af det humanitære arbejde. Bilateralt (mellem lande) og multilateralt (gennem internationale organisationer, navnlig FN) indgås tekniske aftaler, som vedrører implementeringen af konkrete menneskerettighedsprogrammer.

Disse programsamarbejdsaftaler indeholder strategier, metoder og værktøjer, der skal sikre promovering og beskyttelse af menneskerettigheder. Aftalerne skal opbygge statens kapacitet til at sikre befolkningen (rettighedshaverne) de menneskerettigheder, de har krav på iht. den nationale grundlov og de internationale konventioner.

Desuden skal borgerne oplyses om de menneskerettigheder, de har krav på som statsborgere eller som individuel befolkningsgruppe. Dette specifikke fokus på befolkningsgrupper kan være rettet mod fx kvinder og børn, minoriteter og oprindelige folk.

Implementeringen foregår konkret ved, at en international partner, fx DANIDA, FN, EU eller en NGO, tilbyder assistance til et modtagerland inden for tre områder: juridisk bistand, kapacitetsopbygning af statsapparatet og samfundsoplysning til borgerne.

Den juridiske del omhandler støtte til indarbejdelse af internationale konventioner i national lovgivning og praksis, en effektivisering af lovgivningsprocessen og en styrkelse af retssektoren, der bl.a. indebærer, at borgeren sikres retslig klageadgang, såfremt staten ikke overholder sine menneskerettighedsforpligtelser.

Den kapacitetsopbyggende del vedrører en styrkelse af uddannelse af ansatte i den lovgivende, dømmende og udøvende magt, dvs. af navnlig tjenestemænd, dommere, politi og militærpersonel, således at de er bevidste om menneskerettighedernes overholdelse i deres sagsbehandling, afgørelser og ordenshåndshævelse.

Samfundsoplysningen tilrettelægges generelt mod befolkningen som helhed og specifikt mod fx befolkningen i landdistrikter ved at distribuere informationsmateriale og afholde offentlige møder, mens der i skolevæsenets samfundsfagspensum ofte integreres oplysninger om menneskerettigheder.

Som et led i sikringen af den forsatte implementering knyttes kontrolforanstaltninger til en effektiv opretholdelse af statens evne til at implementere og beskytte menneskerettighederne. Nationalt sker dette gennem opbygning og udbygning af uafhængige organer i staten, fx nationale menneskerettighedsinstitutioner, ombudsmandskontorer og antikorruptionskontorer til bl.a. at rådgive og monitorere staten på dens menneskerettighedsforpligtelser.

Den øgede bevidsthed, som menneskerettigheder har fået hos både stat og individ, har medført, at bl.a. disse institutioner har fået en central placering i samfundsdebatten, og at menneskerettighedernes rolle og forpligtende virkning er udvidet – både i i-lande og i ulande.

Internationalt søges implementeringen af menneskerettighederne sikret gennem FN's Menneskerettighedsråd og FN's syv forskellige overvågningskomitéer, som er oprettet under de centrale FN-konventioner som opfølgning til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

Disse komitéer, som består af uafhængige eksperter, overvåger og eksaminerer medlemsstaterne i, hvorvidt de gennemfører de forpligtelser, de har påtaget sig ved at tiltræde konventionerne. Herefter offentliggør komitéerne deres konklusioner og anbefalinger til medlemsstaterne mhp. at disse følger det implementeringsspor, komitéerne anviser. Se også OHCHR.

Læs videre om menneskerettigheder i Danmark, eller læs om menneskerettigheder generelt.