• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

suverænitet

Oprindelige forfattere OSpi, TKnu og TyLeh Seneste forfatter Uffe Rasmussen

suverænitet, i folkeretten det forhold, at en stat ikke skal tåle indblanding i sine indre anliggender fra andre stater. I FN's pagt (se FN), der i dag (2014) omfatter 193 stater, er dette udtrykt i grundsætningen om medlemmernes suveræne ligeberettigelse (art. 2, stk. 1) og forbeholdet om ikke at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats eget myndighedsområde (art. 2, stk. 7).

Retten for en stat til suverænt at ordne egne forhold uden hensyn til, hvad det omliggende internationale samfund måtte mene, er ikke absolut. I det omfang, en stat har indgået aftale (traktat) med andre lande om fx bekæmpelse af forurening eller beskyttelse af menneskerettigheder, kan sådanne forhold ikke længere anses for indre anliggender, og hvis staten krænker de påtagne forpligtelser, må den tåle protest, kritik og efter omstændighederne sanktioner fra de øvrige stater, der deltager i traktaten. Desuden gælder ifølge FN-pagtens art. 2, stk. 7, at FN's Sikkerhedsråd kan gribe ind selv med militær magt i en stats indre forhold, hvis disse har udviklet sig til en trussel mod fred og sikkerhed i området, fx i tilfælde af etniske udrensninger eller direkte udøvelse af folkedrab (Bosnien, Rwanda).

Ordet suverænitet kommer af fransk souveraineté 'overherredømme', afledning af senlatin superanus 'en, som er over', af latin super 'over'.

Suverænitet kan i større eller mindre omfang afgives til overnationale organer, fx EU, der gennem forordninger og direktiver påvirker lovgivningen i de enkelte medlemslande; ensartede retningslinjer for fællesskabet medfører således indblanding i de enkelte staters indre anliggender. I forbundsstater er suveræniteten i almindelighed delt mellem forbundsstatens centralmagt og de enkelte delstater.

Suverænitetsbegrebet knytter sig til udviklingen af stater og er tosidigt. På den ene side udtrykker begrebet en anerkendt og respekteret stats uafhængighed af andre stater, på den anden side forestillingen om staten som en øverste myndighed og lovgiver indadtil. Den enkelte stats forfatning redegør nærmere for de statsinstitutioner, der bærer suveræniteten.

Suverænitetstanken blev udviklet i forbindelse med etableringen af absolutisme, på dansk kaldet enevælde. Den enevældige konge var suveræn, dvs. at han var enehersker i landet. I det moderne Danmark tilskrives folket derimod rollen som suverænitetens endelige kilde. Indadtil kan udøvelsen af suveræniteten være fordelt på flere institutioner; således kan andre end den formelle lovgiver være retsskabende, i Danmark fx bl.a. dommere og ombudsmand. Se også stat og politisk filosofi.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. suverænitet Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik