Brugeligt pant, særlig fremgangsmåde for panthaver i de tilfælde, hvor pantsætter af en fast ejendom ikke har opfyldt sine forpligtelser. Panthavers overtagelse af ejendommen gennemføres normalt ved en umiddelbar fogedforretning. Kun ejendomme, der kan give afkast, kan tages til brugelighed, dvs. at panthaver overtager bestyrelsen af ejendommen. Formålet er først og fremmest at bevare den pantsatte ejendoms omsætningsværdi, selvom brugspanthaver dog også får ret til et eventuelt overskud ved bestyrelsen. Det er især landbrugsejendomme, der overtages til brugelighed. Det kan fx ske, når en landmand, der har en stor animalsk produktion, ikke kan skaffe foder mv. til dyrene. Brugeligt pant var tidligere reguleret af bestemmelser i Danske Lov fra 1683 og af regler, der var udviklet i retspraksis, men i 1993 blev reglerne med en række ændringer indsat i Retsplejeloven i et nyt selvstændigt kapitel 54.