Søloven, lov fra 1994 om søfarten; den oprindelige var fra 1892 og afløste da Christian 5.s Danske Lov, Fjerde Bog. Søloven indeholder bl.a. bestemmelser om registrering af danske skibe, om det økonomiske ansvar ved transport af gods og passagerer og om sammenstød mellem skibe. Den rummer endvidere regler om erstatningsansvar og forsikringspligt vedrørende udslip af olie fra skibe. Desuden regulerer Søloven bl.a. søpant, partrederier, bjergning, fælleshavari og ansvarsbegrænsning. De fleste bestemmelser er udformet efter internationale konventioner, og pga. nordisk lovsamarbejde er den danske lov næsten identisk med sølovene i de øvrige nordiske lande.

Erstatningsansvar

Søloven indeholder regler om erstatningsansvar for skader, som ved sammenstød forvoldes af skibe på andre skibe, gods eller personer. Der påhviler rederen et culpaansvar, dvs. et ansvar for fejl og forsømmelser for sådanne skader (se culpa). Hvis der er skyld på begge sider, skal de erstatningsansvarlige erstatte skaden i forhold til de begåede fejls beskaffenhed. Rederen kan begrænse sit erstatningsansvar i vidt omfang, medmindre det bevises, at han har forvoldt skaden ved forsæt eller grov uagtsomhed. Se også rederansvarsbegrænsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig