Herbert Tingsten, 1896-1973, svensk professor og redaktør. Tingsten var 1935-46 professor i statsvidenskab ved Stockholms högskola og skrev især om politiske institutioner og idésystemer, bl.a. Den svenska socialdemokratiens idéutveckling (1941), samt debatterende bøger som Demokratiens problem (1945). I Political Behavior (1937) analyserede han de faktorer, der betinger stemmeafgivning. Han deltog i udenrigsdebatten med kritik af både højre- og venstreorienterede diktaturstater. Tingsten, der politisk var liberal, var i perioden 1946-59 chefredaktør for Dagens Nyheter.