Danmark - massemedier

De første egentlige aviser var ugeaviser udgivet med kongeligt privilegium, og som flertallet af aviserne i perioden frem til 1750 var der primært tale om afskrifter af tyske aviser. En bemærkelsesværdig undtagelse var Anders Bordings versificerede månedsblad Den Danske Mercurius (1666-77), der forherligede enevældens politik.

Staten hæmmede med licenstvang og censur udgivelsen af de trykte medier helt frem til 1848, og den offentlige debat i aviser var tilsvarende begrænset. Blandt aviserne var det E.H. Berlings københavnske nyhedsavis — den senere Berlingske Tidende — der fra 1749 førte an med hensyn til oplag, annoncemængde og aktuelt nyhedsstof. En dansk provinspresse begyndte først at udkomme fra 1767 med Aalborg Stiftstidende, der blev fulgt af fem andre stiftstidender.

Efter indførelsen af trykkefrihed med Grundloven af 1849 (mere præcist defineret i Presseloven af 1851) ekspanderede alle slags blade voldsomt frem til 1914. Væksten havde grobund i ny trykketeknik og billigere papir samt i forbedringen af befolkningens læsefærdighed efter indførelsen af syvårig undervisningspligt i 1814, den generelle vækst i folketallet, øget købekraft og kortere arbejdstid.

Den brede politiske mobilisering og de ofte skarpe politiske stridigheder efter 1848 indebar, at pressen efterhånden blev en partipresse, dvs. at aviserne blev partipolitiske organer. De fire politiske partier havde aviser landet over. Allerede eksisterende aviser blev i vidt omfang tilknyttet partiet Højre, mens Venstre i perioden 1865-85 fik 50 blade bag sig. Fra 1872 fulgte de socialdemokratiske aviser: den københavnske Social-Demokraten (1872-1959, herefter Aktuelt) og den århusianske Demokraten (1884-1974) med ca. 20 tilknyttede aviser i provinsen (A-pressen). Fra 1905 fik hovedstadsbladet Politiken (1884-) følge af en snes lokalaviser som talerør for Det Radikale Venstre.

I disse år kom der lidt efter lidt dækning af lokale forhold i provinsaviserne. Pressen fik generelt en journalistisk opblomstring med engageret politisk og social debat, kulturjournalistik og en stærkt forbedret nyhedstjeneste i kraft af telegramstof; der var fremgang både i bladsalg og annonceindtægter, og en forbedret og mekaniseret trykketeknik samt langt billigere papir bedrede pressens økonomi.

Ved siden af dagbladene fandtes en lang række bladtyper: politiske ugeblade, aktuelle blade, blandede kulturskrifter og satiriske blade. Disse grupper kom til at stå i stampe, efterhånden som deres indhold vandt indpas i dagbladene. Derimod var der vækst inden for de fleste andre typer danske fag- og ugeblade. Størst oplag nåede en række illustrerede ugeblade, først Illustreret Tidende (1859-1924), siden bl.a. Carl Allers Familie Journalen (1877-) og Egmont H. Petersens Hjemmet (1904-).

Fra 1850 opstod tillige distrikts- og annonceugeblade i og omkring København, derefter i de største byer og i de nye stationsbyer. Omkring 1914 var der ca. 50 af denne type blade. Det var imidlertid månedsbladene fra fx de stadigt voksende fritids- og fagforeninger, der var flest af. Medregnes de faglige og videnskabelige tidsskrifter, var der nu op imod 1000 forskellige udgivelser i Danmark.

1905 iværksatte Politikens chefredaktør Henrik Cavling en ændring af avisens format, stofvalg, journalistik og opsætning, hvilket er blevet kendt som "pressereformen". Fra at have lagt hovedvægten på partipolitik, opinion og kulturdebat satsede avisen nu efter amerikansk forbillede på et bredt spektrum af nyheder om lokale almenmenneskelige, økonomiske og sociale nyheder, reportager og læserservice, og det partipolitiske engagement svækkedes. Før og under 1. Verdenskrig fuldførte næsten samtlige hovedstadens aviser en omlægning efter dette mønster. Det var Politiken og især Berlingske Tidende, der klarede omlægningen bedst, og det var også disse to bladhuses respektive formiddagsblade, Ekstra Bladet (1904-) og B.T. (1915-), der efterhånden fik de største oplag. På landsplan kunne kun Aarhusavisen Morgenavisen Jyllands-Posten (1871-) holde trit, men i mellemkrigstiden slog pressereformen også igennem blandt de større provinsaviser anført af de tre store stiftstidender i Aarhus, Aalborg og Odense samt Esbjergavisen Vestkysten (1918-91, herefter JydskeVestkysten).

En anden væsentlig ændring i mediebilledet skete, da dagspressens nyhedsmonopol i 1926 blev brudt med indførelsen af nyhedsudsendelser i radioen.

Dagbladenes samlede oplag voksede fra 1920 kun i trit med folketallet. Herefter steg oplagstallet igen med ca. 50 % i perioden 1942-50. Besættelsen betød endvidere fremkomsten af adskillige illegale blade, hvoraf et par fortsatte med at udkomme efter krigen, blandt andet Information (1945-).

Fra ca. 1930 skete der i hvert af provinsens 30-40 bladområder en koncentration om den stærkeste avis, og efter dette led de svageste af de øvrige aviser "bladdøden" trods diverse tilskud udefra. I perioden 1950-70 fortsatte denne proces, så den stærkeste blev alene i området. Bladdøden betød, at antallet af redaktionelt selvstændige dagblade faldt fra 123 i 1945 til 33 i 1994. Heraf solgtes de ni jævnt over hele landet, mens lokalaviser betjente deres lokalområder med nyheds- og annoncestof. Lokalaviserne spænder fra aviser for store regioner med tilsvarende bred orientering til egentlige lokale aviser, hvor nyhederne i det nære samfund dominerer.

Blandt faktorerne bag bladdøden skal fremhæves de øgede krav om journalistiske resurser, der stammer fra læsernes behov for stadig bredere orientering, ikke blot fra lokalsamfundet, men fra ind- og udland i det hele taget. Hertil kom den skærpede konkurrence fra de elektroniske nyhedsmedier: Tv begyndte at sende nyheder (TV-Avisen) fra 1965, Danmarks Radios Program 3 (P3) sendte timenyheder fra 1975.

De elektroniske massemedier er siden gået stærkt frem, ikke mindst efter indførelsen af lokalradio og -tv samt reklame-tv i sidste halvdel af 1980'erne og det endelige brud på Danmarks Radios tv-monopol i 1988.

Udviklingen af de øvrige trykte medier har også medvirket til dagspressens svækkelse. De gratisomdelte ugentlige distrikts- og annonceblade udviste en markant vækst i antal og oplag fra begyndelsen af 1960'erne, så der ved udgangen af 1994 omdeltes ca. 290 sådanne blade i et totalt oplag på 8 mio. eksemplarer. Knap halvdelen af disse blade blev dog udgivet af dagblade.

De aviser, der umiddelbart klarede sig bedst, var de to rene løssalgsaviser, også kaldet frokost-, formiddags- eller tabloidaviser, B.T. og Ekstra Bladet. Disse aviser, med et oplag på hver ca. 170.000 eksemplarer midt i 1990'erne, domineredes dengang som nu af sensations- og konfliktpræget stof, mange billeder samt sport, underholdning og tegneserier. Med det vandt aviserne yngre, mindre læsevante læsere over hele landet og fordoblede deres oplag 1955-80; 1995-2005 mistede de imidlertid ca. 40 % af deres læsere, da en stor del af deres målgruppe ikke længere læser avis. I oplag var B.T. og Ekstra Bladet stadig blandt landets største hverdagsaviser, og de havde fra 1987 også nogle af landets største søndagsoplag.

Frokostavisernes vækst svækkede morgenbladene, og sammen med store strejker i forbindelse med indførelsen af ny trykketeknik skabte dette livstruende kriser for både Politiken 1971-72 og Berlingske Tidende 1977-82. Morgenaviserne overvandt dog med en vis succes krisen og tilpassede sig 1990'ernes uddannelses- og erhvervsstruktur.

Politiken og Berlingske Tidende dominerede hovedstadspressen i 65 år i jævnbyrdig konkurrence og med indgroede forskelle i holdning, emnevalg og journalistik. Politiken er den social-radikale allround-avis med styrke i reportage-, petit- og kulturstoffet, og Berlingske Tidende er den mildt konservative nyhedsavis bygget på det politiske, økonomiske og kulturelle stof og en meget stor annoncemængde.

Af de syv landsdækkende morgenaviser har kun Morgenavisen Jyllands-Posten hovedsæde uden for København. Dette borgerlige debatorgan udviklede sig i 1990'erne sig til at blive jævnbyrdig med Politiken og Berlingske Tidende, og i 1995 havde avisen fået landets største hverdags- og søndagsoplag blandt morgenbladene, ikke mindst takket være et omfattende regionalt jysk stof, bladets erhvervs- og økonomidækning og landets største marked for jobannoncer.

De tre store morgenblade var med et hverdagsoplag på hver ca. 150.000 og et søndagsoplag på omkring 200.000 eksemplarer mindst tre gange større end nogen af de mindre landsaviser, men fire af disse har fundet deres særlige nicher. Lettest gik det for den specialiserede erhvervsavis Børsen (1896-), der trods konkurrence siden 1974 fra Erhvervsbladet havde store annonceindtægter. Dem savnede både de politisk uafhængige opinionsaviser Kristeligt Dagblad (1896-) og Information, der begge i perioder holdtes oppe af indsamlinger og støtteforeninger. Det fri Aktuelt (udgivet under navnet Aktuelt 1959-87), det eneste overlevende af Socialdemokratiets pressebureauer, A-pressen, overlevede i mere end 50 år på tilskud fra sine ejere i fagbevægelsen. Endelig opretholdt Berlingskes ugentlige Weekendavisen (til 1971 Berlingske Aftenavis) en position som seriøst ugemagasin med vægt på nyhedsanalyser, baggrundsreportager og kulturstof.

Landsaviserne er efterhånden gået bort fra at følge partiparoler, men konkurrerer i stedet på kvaliteten og vægtningen af nyheds-, kultur- og det indenrigs- og udenrigspolitiske stof samt udbuddet af fx job-, bil- og bådannoncer. En stadig mere udbredt måde at markere avisernes profil på har været udgivelsen af forskellige tematillæg på faste ugedage, fx om it. I midten af 1990'erne måtte det imidlertid konstateres, at befolkningens traditionelle bånd med avisen svækkedes, og dermed også, at avisernes såkaldte dækningsprocent faldt.

Hverdagsoplaget, der 1913-60 svarede til over 100 % af husstandstallet, var i 1985 nede på 8 5% og i 1993 på 73 % (søndage 62 %). Som før læste i 1990'erne ca. 30-35 % af befolkningen to aviser dagligt, men i 1995 var der 25-30 %, der slet ikke læste avis, især blandt de unge, mod før kun 2-3 %. Veluddannede voksne hentede mest viden om verden, stat og samfund fra avisen, men et solidt flertal foretrak tv.

I forbindelse med dagspressens vanskeligheder i efterkrigstiden indførte staten fra 1960'erne en række indirekte støtteformer for de trykte medier; salget af aviser og visse distrikts- og fagblade blev fritaget for moms, og den trykte presses postbesørgelse begunstigedes med nedsatte takster.

Inden for ugebladene forblev det store salg ved dame- og familiebladene, og koncentrationen tiltog yderligere: Forlaget Aller Press havde i 1990'erne ca. 60 % af magasinpressens salg, mens Egmont magasiner havde 27 %. Denne dominans blev bl.a. brudt af magasinlignende fag- og medlemsblade som FDB's Samvirke (1945-) og FDM's Motor (1906-) samt artikelmagasinet Det Bedste (1946-). Magasin- og fagpressen blev mere specialiseret, fx med månedsblade som Bo Bedre (1961-) og Illustreret Videnskab (1984-) og med computerteknologiske fagblade. Desuden udgives der i Danmark en række kundeblade, fx Helse (1955-) og DSB's Ud & Se (1980-) samt gratis husstandsomdelte reklamemagasiner som fx boligbladet Idé-nyt (1973-).

De uafhængige tidsskrifter vandt heller ikke efter 2. Verdenskrig mange læsere, men nogle af dem har ikke desto mindre haft betydning for opinionen — blandt de litterære især Heretica (1948-53) og Vindrosen (1954-73), af politiske bl.a. Finanstidende (1915-89), Frit Danmark (1942-82), Politisk Revy (1963-87) og Notat (1973-).

Fra midten af 1980'erne har dagbladsmarkedet undergået væsentlige strukturændringer. Mens der i 1988 endnu var 46 fuldt selvstændige dagblade, var der ved udgangen af 2005 kun 29. I samme periode faldt det samlede oplag med ca. 30 % til i alt 1,27 mio. eksemplarer på hverdage. Husstandsdækningen faldt tilsvarende fra lidt over 80 % til ca. 55 %. Også forholdet mellem de enkelte bladgrupper udviste kraftige forskydninger. De landsdækkende morgenaviser stod i 1986 for ca. 30 % af det samlede oplag; det tal voksede til ca. 40 % i 2005. Formiddagspressens andel faldt fra ca. 25 % i 1986 til ca. 16 % i 2005. Provinspressen holdt sig relativt stabilt på omkring 44 %; dette dækker dog over, at de fem store regionalaviser, Dagbladet (Ringsted), Fyens Stiftstidende, Jydske Vestkysten, Nordjyske Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende, gennem opkøb af en række dagblade tilsammen voksede fra 18 % til 24 %. De øvrige mindre provinsaviser trykte en stadig faldende del af oplaget pga. konkurrencen fra især distriktsbladene. I 2014 var det samlede oplag faldet yderligere; de landsdækkende morgenaviser fastholdt deres andel på ca. 40 %, mens formiddagspressens andel faldt til ca. 8,5 %.

Fra 2001 begyndte gratisaviser med en hurtig nyhedsoversigt som deres væsentligste appel at udkomme, omdelt først i en række af de store byer, siden stadig mere landsdækkende. De finansieres ved reklameindtægter. Med et samlet oplag på tæt ved 500.000 ved udgangen af 2005 blev de efterhånden en væsentlig trussel mod de betalte dagblade. I sommeren 2006 blev denne avistype alle ugens fem hverdage suppleret med nye husstandsomdelte gratisaviser, som yderligere øgede konkurrencepresset, hvad angår såvel læsere som annoncører.

Inden for uge- og magasinpressen kom bl.a. de billige billedblade KIG IND og Her & Nu til (begge i 1997), samtidig med at der lanceredes en række nye livsstilsmagasiner, især til kvinder, bl.a. månedsmagasinerne Eurowoman (1998) og Costume (2002).

Mediebilledet har de senere år været kendetegnet ved en stigning i antallet af online-brugere og et fald i antallet af abonnenter. Samtidig er omsætningen for såvel dagblade som de øvrige trykte medier faldet.

• Danmark
• avis
• Danmark – massemedier: radio, tv og video