Frankrig - elektroniske massemedier

Radio og tv i Frankrig blev igangsat og indtil 1980'erne fastholdt som rent statslige medier og som regeringens talerør. Radiosending blev statsmonopoliseret sidst i 1800-tallet, og de første offentlige udsendelser blev sendt fra Eiffeltårnet i 1921. Radioen blev drevet af Post- og Telegrafvæsenet, og brugerafgiften gik fra 1933 direkte i statskassen som en ekstraskat. Efter 1945 fik radioen og dens nye tv-virksomhed efterhånden en mere central placering i statsapparatet, bl.a. med eget navn, RTF (La Radiodiffusion-Télévision française). Frankrigs første tv-kanal, TF1, blev oprettet i 1948, A2 (Antenne 2) i 1964 og FR3 (France Région 3) i 1974.

I 1964 blev RTF formelt en selvstændig offentlig institution (L'Office de RTF) under parlamentets kontrol i stedet for regeringens. Det førte dog ikke til politisk neutralitet, og ikke mindst præsident Charles de Gaulle benyttede radio og tv som platform for sin politik, bl.a. under studenteroprøret i Paris i maj 1968. I 1975 blev ORTF opsplittet i syv statsejede aktieselskaber: bl.a. radioen med tre landskanaler, regional- og kortbølgeradioer, og tre tv-selskaber. Reklamer blev indført i 1968 og voksede efterhånden til at blive hovedindtægten for TF1 og A2, mens radioen og FR3 forblev rent brugerbetalte.

Monopolet vat totalt, idet selv konkurrerende og tilsynesladende private radiokanaler, der udøvede piratvirksomhed ved at sende til Frankrig fra nabolande som Luxembourg og Monaco, bl.a. popkanalen Radio Luxenbourg, var ejet af den franske stat gennem dækselskaber.

Fra 1982 løsnede præsident François Mitterrand statsstyringen, og i 1984 åbnede den delvis privatejede abonnement-tv-station Canal +. TF1 blev privatiseret i 1987, og flere nye private kanaler fulgte.

TF1 ejes ligesom den pan-europæiske sportskanal Eurosport af industrigiganten Bouygues, hvis økonomiske interesser tydeligt præger kanalens højre-orienterede nyhedsformidling. TF1 er Frankrigs største tv-kanal med en markedsandel på 35% og især henvendt til annoncørernes foretrukne segment, de købedygtige 20-50 årige med hovedvægt på kvinder. M6 (Métropole Télévision), der hører til den tyske mediekoncern Bertelsmann, åbnede i 1987 og fanger et stort yngre publikum med bl.a. amerikanske serier, musikvideoer og reality shows, som kanalen introducerede i Frankrig i 2001. Canal +, der siden 2000 ejes af drikkevarekoncernen Vivendi, er trods det dyre abonnement en af de store udbydere med adskillige temakanaler med nye film og sport.

Det offentlige public service tv France Télévision bestod i 2006 af: France 2 (tidl. A2), som er den brede kanal for hele familien; France 3 (tidl. FR3) med regionale stationer; den nystartede digital-kanal France 4 (tidl. Festival i kabelnet) med unge talenter og friske ideer, France 5 (tidl. La Cinquième) med rent oplysende dokumnetar- og diskussionsprogrammer, og RFO (Réseau France Outre-mer, også kaldet France Ô) med både radio- og tv-stationer i nuværende og tidligere franske kolonier.

Satellitkanalen TV5 sender programmer fra diverse fransktalende områder, bl.a. også Canada og Schweiz, til hele verden og hævder at være den tredjestørste globale kanal efter CNN og MTV. Den tysk-franske kunst- og kulturkanal Arte udspringer fra tyske side af ARD og ZDF, mens den franske partner siden 1992 er La Sept (7'eren eller La société d'édition des programmes de télévision), som blev etableret i 1987. Den offentlige Radio France består nu af syv nationale og tematisk specialiserede kanaler.

For at beskytte den nationale elektronikindustri indførte Frankrig i 1960'erne sit eget farve-tv-system, Secam (over for det fælleseuropæiske Pal), og senere i EF og EU har Frankrig ligeledes stået for medieindustriel protektionisme, især for tv.