Den første avis, der udkom regelmæssigt i Irland, var An Account of the Chief Occurrences of Ireland (grundlagt 1659). Fra midten af 1700-tallet opstod en stor gruppe aviser, bl.a. Belfast News Letter (grdl. 1734), der stadig eksisterer som den unionistiske News Letter. Den første løssalgsavis var The Irish Times (grdl. 1859).

Irish Independent kom i 1905 og er blevet Irlands største avis med et oplag på 164.000 (2005). I 1931 grundlagde Eamon De Valera avisen The Irish Press, der udkom frem til 1995 med to hverdagsudgaver og en søndagsudgave.

ideologisk/religiøs indflydelse

Partitilknytning har ikke været fremherskende blandt de irske aviser, men den romerskkatolske kirke har haft betydelig indflydelse. Irland har mere end 90 lokalaviser, hvoraf de fleste er familieejede uafhængige ugeaviser.

Radioen (grundlagt 1926) og fjernsynet (grundlagt 1961) er sammensluttet i Radio Telefís Éireann (RTÉ), der finansieres af licens og annonceindtægter. En landsdækkende kommerciel radio, Radio Ireland (grundlagt 1997), konkurrerer med RTE.

Der er stor opmærksomhed om irsksproget radio, Raidió na Gaeltachta, og fjernsyn, Teilifís na Gaeilge (grundlagt 1996), der begge skal fremme irsk sprog og kultur. Desuden findes der ca. 21 uafhængige radiostationer i hele landet. Britiske massemedier har stor udbredelse i Irland.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig