.

Aktuelt, dansk socialdemokratisk avis, grundlagt i 1872 af bl.a. Louis Pio, fra 1876 overtaget af A-pressen. Avisens oprindelige titel, Socialisten, blev i 1874 ændret til Social-Demokraten. De første år var bladet et sekterisk partiorgan, der ligesom Socialdemokratiet selv mødte myndighedernes fjendskab. Med Emil Wiinblad som redaktør 1881-1911 satsede bladet på socialt indigneret reportage og agitatorisk journalistik og udvidede det almene nyhedsstof. Denne linje gav stor fremgang, således at bladet i århundredets første tiår var landets største. Fra og med F.J. Borgbjergs redaktørtid 1911-24 hæmmedes bladet imidlertid af taktiske hensyn, betinget af Socialdemokratiets vej til regeringsmagten.

Aktuelts oplagstal

År Oplagstal
1874 3000
1880 3000
1885 20.000
1901 42.000
1913 46.000
1923 45.000
1938 50.000
1948 54.000
1958 38.000
1968 38.000
1973 53.000
1983 55.000
1988 59.000
1994 40.000
2000 26.000

Også rollen som moderblad for en række svage sjællandske aflæggere tappede ressourcerne, ligesom bladet stod svagt i konkurrencen med de andre københavnske morgenblade på grund af den stærke satsning på opinionsdannelse frem for nyhedsstof. Fra 1930'erne modtog bladet derfor stigende tilskud fra De Samvirkende Fagforbund (LO). Efter 2. Verdenskrig betød B.T.s og Ekstra Bladets vækst en ny trussel med deres appel til socialdemokratiske arbejdere og funktionærer. I 1959 blev avisens navn ændret til Aktuelt som led i en omlægning til en mere populær stil, der dog ikke påvirkede det politiske stof. Da den socialdemokratiske provinspresse stort set måtte give op i løbet af 1960'erne, blev Aktuelt en landsdækkende avis.

I 1987 skød LO 300-400 mio. kr. i bladet over fem år som led i en stort anlagt relancering som Det Fri Aktuelt. En ny og mere uafhængig linje tegnedes med nye medarbejdere og fornyet emnevalg. Oplaget steg dog ikke, og den økonomisk givtige søndagsudgave måtte opgives i 1988, efter at B.T. og Ekstra Bladet i 1987 var begyndt at udkomme om søndagen.

Da relanceringen af avisen i 1987 ikke gav de ønskede resultater, svækkedes økonomien med øget afhængighed af tilskud fra fagbevægelsen til følge. I 1997 forsøgtes endnu en relancering med satsning på baggrunds- og debatstof samt konsekvensjournalistik fokuseret på især politiske beslutninger set i lyset af hverdagsliv. Samtidig vendte avisen tilbage til navnet fra perioden 1959-87: Aktuelt. Oplaget fortsatte dog med at falde, fra 63.000 i 1987 over 36.000 i 1997 til 26.000 i 2000. I april 2001 afviste LO at yde yderligere tilskud, og avisen lukkede. Efter lukningen skabte en gruppe tidligere medarbejdere en ugentlig avis ved navn Weekend-nu, der dog måtte stoppe efter kort tid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig