Søndagsavisen var en dansk regional, gratisomdelt ugeavis. På linje med distriktsblade var Søndagsavisen alene finansieret gennem annoncer, og distributionen foregik ved husstandsomdeling. Indholdet var regionalt, ikke lokalt. I 2008 lanceredes onlineudgaven søndagsavisen.dk.

Søndagsavisen begyndte at udkomme med en enkelt udgave i Taastrup-Køge Bugt-området i 1978. I de følgende år udkom udgaver for København, Sjælland og Fyn og fra 1995 for Jylland. Flere af Søndagsavisens udvidelser skete gennem køb af eksisterende blade, andre ved nyudgivelser.

I 2000 udkom i alt 14 udgaver i Danmark — nogle i flere lokaludgaver — med et samlet oplag på ca. 1,5 mio. I 2005 blev avisen relanceret som familieorienteret og landsdækkende med mindre differentiering mellem udgaverne. Oplaget var herefter ca. 2,2 mio.

Søndagsavisen blev nedlagt i 2020.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig