• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asahi Shimbun

Oprindelige forfattere JDS og Lund Seneste forfatter Bodil Hammer

Asahi Shimbun, (jap. 'Solopgangs Nyt'), japansk avis, grdl. 1879 i Osaka. Avisen kaldes i Japan "kvalitetsavisen med masseoplag". Den blev i begyndelsen af 1990'erne verdens største avis med et oplag på otte mio. i morgenudgaven og fire mio. i aftenudgaven, og den beskæftiger ca. 10.000 medarbejdere, udvalgt efter strenge ansættelseskriterier. Derudover kontrollerer bladet en stor del af Japans kommercielle radio- og tv-stationer. En engelsksproget udgave bidrager til at placere avisen som en af verdens førende; den er værdsat for sin liberale og åbne holdning. Oplaget var i 2007 8,1 mio. for morgenudgaven og 3,7 mio. for aftenudgaven.

Avisens engelske hjemmeside