New York Herald Tribune, amerikansk avis, grundlagt af James Gordon Bennett som New York Herald i 1835. Avisen vandt hurtigt frem i oplag ved sensationsjournalistik og satsning på afsløringer tilsat moralsk forargelse. Sønnen James Gordon Bennett jr. fortsatte denne linje, men ødslede indtægterne bort og ledede bladet fra London eller Paris. Ved hans død i 1918 var bladet svækket. Det blev solgt i 1924 og slået sammen med New York Tribune til en sober avis af moderat republikansk tendens, hvis linje blev tegnet af bl.a. Walter Lippman, men den kunne ikke i længden holde stand over for især The New York Times og lukkede i 1965. Paris-udgaven fortsatte som International Herald Tribune, fra 2013 International New York Times.