• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

The New York Times

Oprindelig forfatter JDS Seneste forfatter Redaktionen

The New York Times, amerikansk avis, grundlagt i New York 1851 som et billigt og seriøst dagblad med hovedvægt på en pålidelig nyhedstjeneste, og som primært appellerede til en dannet, intellektuel læserskare.

Trods en oprindelig oplagssucces tabte avisen terræn i 1880'erne, indtil den fik ny ejer 1896, Adolph Simon Ochs (1858-1935), hvis familie stadig kontrollerer bladet. Herefter udviklede The New York Times sig til en internationalt respekteret avis ved en yderligere satsning på alsidigt og korrekt nyhedsstof, ganske særlig udenrigsnyheder og erhvervsstof.

Siden da har avisen fastholdt sin position som førende, uafhængigt nyhedsorgan; bl.a. vovede det 1971 at offentliggøre dele af den fortrolige regeringsrapport Pentagonrapporten.

2013 var oplaget på hverdage 1,8 mio. og om søndagen 2,3 mio.

The New York Times lancerede 1996 en hjemmeside, der 2006 havde mere end 1 mio. besøgende om dagen. Siden indeholder hele den trykte udgaves indhold samt bl.a. en kontinuerlig nyhedsopdatering om børsinformationer.

1967 blev avisen medejer af dagbladet International Herald Tribune, overtog udgivelsen 2003 og gav det 2013 navnet The International New York Times.

The New York Times' hjemmeside