Piratradio, ulovlig radiostation. Radiospredning over landegrænser kan være i strid med internationale vedtægter, fx propagandaudsendelser under den kolde krig, men piratvirksomhed betegner almindeligvis en privat handling i strid med bl.a. copyrightregler. Piratradio er især kendt i Danmark fra affæren omkring den private reklamefinansierede FM-sender Radio Mercur (1958-62), der ligesom DCR (Danmarks Commercielle Radio, 1961-62) brød DRs daværende monopol ved at sende fra skibe i internationalt farvand lige uden for dansk territorialfarvand. Dette var ikke ulovligt, og virksomheden blev først stoppet efter vedtagelsen af en ny lov direkte rettet mod Radio Mercur.