public service

Monopoltiden

Fra de elektroniske mediers tidlige år i 1920'erne var public service i Vesteuropa identisk med offentligt monopol. Til forskel fra statslige mediemonopoler under totalitære regimer sikrede demokratierne medierne en vis politisk uafhængighed. De offentlige monopoler var "nationens stemme", ikke blot sprogligt i den strikte brug af rigsmålet, men også i indholdet. I bl.a. Frankrig var radio og tv reelt den siddende regerings talerør, mens man i bl.a. Skandinavien tilstræbte en politisk balance. Her førtes kampen til gengæld inden for institutionerne som i DRs politisk sammensatte Radioråd, hvor også lytter- og seerorganisationer havde sæde, og virksomheden var ofte under debat. I Danmark var debatten især fokuseret på alsidighedsprincippet. Kravet om alsidighed blev af det politiske højre opfattet som begrænsende, dvs. at DR skulle være neutral og dermed afspejle flertallet, mens venstrefløjen mente, at alles meninger inklusive minoriteternes skulle komme til udtryk.

Public service har et folkeoplysende sigte, som i monopoltiden tenderede mod det autoritært undervisende. DR hørte således 1940-61 under Undervisningsministeriet. Andelen af underholdning blev kun gradvis øget pga. konkurrence fra kommercielle medier, og fordi en bredere tolkning af alsidighedskravet fra 1950'erne vandt indpas.

Deregulering

Monopolet blev i løbet af 1980'erne de fleste steder ophævet. Spørgsmålet for public service-stationerne blev nu, om man skulle konkurrere med de kommercielle radio- og tv-stationer på popularitet, eller om man skulle acceptere en nicheposition som ren public service-virksomhed. Det dilemma findes stadig hos fx BBC og DR. Public service-begrebet er dog også blevet fornyet, og i Storbritannien blev privat kommercielt tv tilladt allerede fra 1956 med visse public service-krav, og det offentlige Channel Four fra 1982 er reklamefinansieret med fulde public service-forpligtelser. Channel Four dannede model for TV 2/Danmark fra 1988.