Politiken

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Politiken. Logo.

Politiken. Logo.

Politiken, dansk avis, grundlagt i København 1884 af bl.a. Viggo Hørup og Edvard Brandes som organ for partiet Venstres såkaldt europæiske fløj. Avisen blev hurtigt en kontroversiel succes, politisk båret af Hørups træfsikre polemik mod både det grundtvigianske Venstre, Højre og De Nationalliberale, specielt mod sociale privilegier, nationalisme og militarisme. Brandes gjorde bladet til eksponent for det moderne gennembruds realistiske litteratur. Dertil kom en række talentfulde medarbejdere, der bidrog med elegante causerier, reportager og petitjournalistik, som gav tonen an i det moderne storbyliv.

Oplagstal
1884 2000
1885 6500
1890 12.100
1901 23.100
1910 41.400
1916 65.700
1928 71.000
1938 151.000
1948 175.000
1958 153.000
1968 136.000
1978 136.000
1988 152.000
1993 152.000
1998 148.100
2005 127.800

Efter at Hørup var fratrådt i 1901, videreførte Brandes bladet indtil 1904, men uden at forny det. Bladets stjernereporter, Henrik Cavling, påtænkte at stifte et nyt blad, men blev i stedet chefredaktør i 1905 med Ove Rode som politisk medredaktør. I løbet af et par år omlagde Cavling bladet, så det blev den første egentlige omnibusavis med et kraftigt øget nyhedsstof, en hidtil uset bredde i emnekredsen, nedprioritering af lederstoffet, nyt format med flere sider og indførelse af en moderne layout.

Sideløbende hermed gjorde Rode Politiken til det førende organ for Det Radikale Venstre. Oplag og annonceindtægter steg kraftigt, selvom rollen som regeringsorgan under 1. Verdenskrigs neutralitets- og reguleringspolitik var en belastning. Efter Påskekrisen i 1920 blev Politiken mødt med en organiseret boykot, der medførte nedgang i oplag og annonceindtægter, men situationen stabiliseredes snart.

I mellemkrigstiden var Politiken det førende forum mht. politik og kultur med det ugentlige kulturtillæg Magasinet (1922-62) som en vigtig faktor. I 1927 oprustedes redaktionen, da Valdemar Koppel (1867-1949) blev ny chefredaktør; linjen blev videreført af Niels Hasager (1888-1969), der var ansvarshavende chefredaktør 1937-58.

Især satsede bladet yderligere på udenrigsstof, aktuel reportage og baggrundsstof. Som andre danske aviser var bladet i 1930'erne præget af forsigtighed over for de truende diktaturer i Europa, og kort efter Danmarks besættelse 9.4.1940 kostede en uheldig, tyskervenlig leder om Churchill mange læsere. Besættelsen 1940-45 betød også fald i oplaget, og efter 1945 blev oplagsføringen tabt til Berlingske Tidende.

Chefredaktører i udvalg
1884-1901 Viggo Hørup
1901-04 Edvard Brandes
1905-27 Henrik Cavling
1927-33 Ove Rode
1927-37 Valdemar Koppel
1931-58 Niels Hasager
1946-63 Hakon Stephensen
1959-62 Sven Tillge-Rasmussen
1963-69 Ernst Priemé
1963-66 Bo Bramsen
1966-71 Arne Ejbye-Ernst
1970-93 Herbert Pundik
1993-2011 Tøger Seidenfaden
2011- Bo Lidegaard

Skiftende ledelser fik ikke løst problemerne, før Ernst Klæbel omkring 1970 ledede en økonomisk rekonstruktion, der bl.a. fra 1973 gjorde bladet fondsejet (Politiken Fonden). Det blev politisk uafhængigt i 1970, da en ny redaktion med Herbert Pundik som chef fornyede linjen med satsning på nye emner, en lettere stil, tidssvarende holdningsjournalistik og kampagner.

Politiken blev tillige pioner mht. udviklingen af emnesektioner og generelt førende i opdyrkningen af moderne stofområder og i genreudvikling. Denne linje er siden blevet justeret løbende, 1993-2011 med Tøger Seidenfaden som chefredaktør, og har sikret Politikens plads som en af de tre store morgenaviser sammen med Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Fra sidst i 1990'erne har Politiken oplevet oplagsmæssig tilbagegang på linje med de øvrige danske dagblade på grund af pres fra især gratisaviser og internettets nyhedsudbud.

Fra 2003 er ejerskabet af Politikens Hus overgået til et aktieselskab ligeligt ejet med Jyllands-Posten, der står for administration, salg og distribution, men ikke indebærer et redaktionelt samarbejde. Se JP/Politikens Hus A/S.

Politikens hjemmeside


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
23/02/2013
MHansen
22/02/2013
Redaktionen
02/01/2013
Ekspert
JDS
Oprindelig forfatter
JDS
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki