Radio Corporation of America, RCA, amerikansk firma, der fra 1920'erne til 1980'erne var en af verdens største virksomheder inden for elektroniske medier.

RCA blev grundlagt i 1919 af bl.a. General Electric på opfordring af den amerikanske stat. Statens engagement skyldtes, at man ville fastholde det militære radiomonopol, som den amerikanske flåde havde haft efter nationaliseringen af radioselskabet Marconis amerikanske datterselskab under 1. Verdenskrig.

For at fremme især salget af apparater til private forbrugere ekspanderede RCA hurtigt med bl.a. radio- og senere tv-selskabet NBC og musikgiganten RCA Records.

RCA udviklede det farve-tv-system (NTSC), som blev amerikansk standard i 1953 med verdens første farveudsendelser på NBC i 1954.

Fra 1970'erne lanceredes flere videosystemer og et net af tv-satellitter, men interne magtkampe og investeringer i andre brancher førte til, at firmaet, der havde været selvstændigt siden 1930'erne, i 1985 blev solgt til General Electric for 6,3 mia. dollar.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig