Faktaboks

Aksel Dahlerup
Født
15. februar 1897
Død
28. september 1978

Aksel Dahlerup, 1897-1978, var en dansk journalist, redaktør og programdirektør i Danmarks Radio.

Efter journalistuddannelsen ved Frederiksborg Amtstidende blev Dahlerup redaktionssekretær ved de Ferslewske Blade fra 1922, som i Radioens barndom eksperimenterede med regelmæssige radioudsendelser. I 1925 fik han ansvaret for ”Radio Uge Revue”. Efter etableringen af Statsradiofonien i 1925 (fra 1959 Danmarks Radio, nu DR) blev han tilknyttet ”Pressens Radioavis”, som blev sendt i Statsradiofonien, men produceret af en uafhængig redaktion under Pressens Telegramudvalg.

Fra 1931 blev han medarbejder ved Statsradiofonien, hvor han, i et nært samarbejde med Statsradiofoniens driftsleder Emil Holm, udviklede de såkaldte ”Hørebilleder fra Dagliglivet”, der fik banebrydende betydning med lydbilleder fra mindre kendte hjørner af samfundet. Dahlerups hørebilleder dannede grundlaget for en lang tradition for radiodokumentarisme, kulminerende med radiomontagerne, der i 1980’erne og 1990’erne indbragte DR en lang række internationale priser.

Under besættelsen, hvor Danmarks Radio var under tysk kontrol, foretog Aksel Dahlerup efter tysk forslag en række reportagerejser til Tyskland. Opgaven var vanskelig og utaknemmelig, men han lykkedes med at holde balancen mellem egne iagttagelser og nazistisk propaganda. I samme periode steg han i graderne i Statsradiofonien, og blev i 1939 reportagechef, i 1943 afdelingschef og stedfortræder for direktør F.E. Jensen. Efter fjernsynet havde gjort sin entré overtog Dahlerup i 1959 ansvaret for radioprogrammerne, med titel af programdirektør.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig